VisitNordsjælland

Nadja: I skoven tæt på Hillerød Station finder man en skjult perle

Midt i skove, langs kanaler og gemt i landskabet ligger historierne og venter – man skal bare vide, hvor man skal lede. Nadja Solem Solgaard fra Industrimuseet Frederiks Værk guider til sine favoritter i Nordsjælland, hvor natur og historie smelter smukt sammen.

Nadja Solem Solgaard, Industri Museet Frederiksværk
Foto: Industrimuseet Frederiks Værk© VisitNordsjælland

1. Krudtværksområdet i Frederiksværk  

I 200 år blev der produceret krudt midt i Frederiksværk. Tag først en tur på museet KRUDT for at blive klogere på fremstillingen af det eksplosive sortkrudt og gå herefter en tur på det gamle krudtværksområde, som i dag er en grøn oase i hyggelige Frederiksværk.

2. Knud Rasmussens Hus og gåturen til Kikhavn  

Nord for Hundested finder man Knud Rasmussens Hus, hvor polarforskeren kom for at finde ro til at skrive og planlægge ekspeditioner. Huset har en helt særlig stemning, og så er naturen helt fantastisk. Man kan gå hele vejen langs kysten til det gamle fiskerleje Kikhavn. 

Foto: Daniel Villadsen© VisitNordsjælland
Foto: Daniel Villadsen© VisitNordsjælland

3. En løbetur på vandreruten Kongemagt og vandets kraft  

Tag en rask løbetur langs kanalen til Arresø ved at følge vandreruten Kongemagt og vandets kraft. Stop op ved de historiske skilte undervejs for at få vejret og lidt historisk viden. Hvis turen skal være ekstra sjov, kan du medbringe kortet "Den store medaljejagt" og finde skjulte medaljer undervejs. 

4. Æbelholt Kloster 

Lige uden for Hillerød finder man museet Æbelholt Kloster. Her kan man se de mange skeletter fundet på området, gå på opdagelse i klosterruinen med VR eller nyde de mange lægeplanter i klosterhaven.

Nadja anbefaler: Løbeture, historiske steder og gode spiseoplevelser

Gå på opdagelse i byen og på havnen med en fiskefrikadelle med remoulade i hånden Nadja Solem Solgaard

Industrimuseet Frederiks Værk

5. Fantasiens Ø i Hillerød  

Jeg elsker barokhaven ved Frederiksborg Slot, men i skoven tæt på Hillerød Station finder man en skjult perle – Fantasiens Ø. På den lille ø i søen finder man ruinen af Frederik 7. og Grevinde Danners fristed, hvor de kunne nyde naturen og hinandens selskab i fred og ro.

Foto: Sarah Rønholt© VisitNordsjælland
Foto: Ann Jørgensen© VisitNordsjælland

6. En fiskefrikadelle på havnen i Gilleleje 

Gilleje er en hyggelig gammel fiskerby med bindingsværkshuse og stokroser i de smalle gader, mens havnen er en moderne industrihavn. Gå på opdagelse i byen og på havnen med en fiskefrikadelle med remoulade i hånden.

7. Pejsestuen på Spisehus KNUD 

Sving ind forbi Spisehus Knud på havnen i Hundested, hvor man altid spiser godt. Prøv husets hjemmelavede cola. På en gråvejrsdag så tag plads i pejsestuen og nyd udsigten over hav og havn, mens ilden knitrer.

Liseleje Strand
Foto: Jill Christina Hansen© VisitNordsjælland

Dine lokale anbefalinger til Nordsjælland

Hvad må du ikke gå glip af i Nordsjælland? Hvor finder du de små, særlige steder? Vi har spurgt dem, der ved det bedst. Her deler lokale deres favoritter – fra naturoplevelser og spisesteder til kunst, kultur og skjulte perler. Oplev Nordsjælland på en ny måde.