Louise Køster: Et slags eventyrsted, lidt udenfor den almindelige verden
For Louise Køster og hendes mand Thomas, der sammen driver Rabarbergaarden, handler det om at kunne trække sig væk fra hverdagens hektik og have deres egne særlige steder. Steder, der inspirerer, vækker minder og får tempoet ned. Her deler de deres skjulte perler i Nordsjælland.

1. Torup Marked og Økosamfundet Dyssekilde
På Torup Marked finder vi hver anden lørdag i sæsonen det fineste udpluk af lokale producenter og håndværkere. Udover godt lokal øl, fine grøntsager fra lokale avlere, dejligt brød fra Kornsang møder du nogle af de stærke kræfter, der får de små samfund til at leve her ude på landet. Det er autentisk og virkelig en unik oplevelse.
2. Nødebohuse Strand
Når man som os arbejder mange timer hver dag hele sæsonen, så er det vigtigt at have et særligt sted, hvor man kan komme helt ned i gear og være lidt væk fra ens egen alfarvej. Stranden ved Nødebohuse er vores særlige sted til en søndag efter lukketid. Her er fredeligt, fantastisk vand og strand.
3. Munkeruphus
Kunsten betyder meget for os. Vi inspireres af kunstnernes ”take” på naturen, livet, verden og ikke mindst materialerne. Munkeruphus er et helt særligt udstillingssted, der med sin særlige beliggenhed helt tæt på vandet, men samtidig puttet inde i skoven, er et slags eventyrsted, lidt uden for den almindelige verden. Og huset er så smukt og rummene så fine. Dejlig mad og en god kop kaffe får man også.
Louise Køsters anbefalinger til Nordsjælland
Hvis man for alvor vil smage på et område og et sted, så skal man spise det, der dyrkes i den lokale muld Louise Køster
4. Lerbjerggaard Andelsgaarde
For os er lokale økologiske og regenerative råvarer noget af det vigtigste. Derfor hylder vi alle de producenter, vi har i vores område. Hvis man for alvor vil smage på et område og et sted, så skal man spise det, der dyrkes i den lokale muld.
På Lerbjerggaard, en del af Andelsgaarde, har Nanna og Christoffer bygget en fantastisk grøntsagsproduktion op, baseret på godt håndværk, respekt for jorden og nysgerrighed på, hvordan de kan bidrage til en bedre verden – især madmæssigt. De har det dejligste grøntsagsbod, der er åben i sæsonen, rundvisninger og fællesspisninger.


5. Rusland
Området omkring Tegners Museum, også kaldet Rusland, ligger vores hjerte nært, og det gør det, fordi det minder os om vores barndoms Skagen og Nordjylland. Her er der en bid hede med bakker fyldt med lyng og noget af den natur, man ellers kun finder i det nordjyske. Med Tegners skulpturer spredt i området er Rusland et sted, der dæmper verdens larm omkring en. Fred, natur og skønhed.

Dine lokale anbefalinger til Nordsjælland
Hvad må du ikke gå glip af i Nordsjælland? Hvor finder du de små, særlige steder? Vi har spurgt dem, der ved det bedst. Her deler lokale deres favoritter – fra naturoplevelser og spisesteder til kunst, kultur og skjulte perler. Oplev Nordsjælland på en ny måde.



















