Henriette: Det er blandt de bedste spiseoplevelser i Nordsjælland
Spisestederne i Nordsjælland er fulde af personlighed, varme og hygge – og selvfølgelig rigtig god mad. Henriette Riedel Blaust, ejer af Butik Bakkegården i Vejby, guider til sine favoritter: surdejsboller, velkomponerede middagsretter og gode steder til en tur bagefter.

1. Harehøje
Mit yndlingssted i Nordsjælland er ved Harehøje. Det er ikke bare ét punkt, men et område med ca. 60 bronzealdergravhøje i skoven. Flere af dem ligger højt i landskabet, op til omkring 48 meter over havet, og hvis du står på den nordligste af højene, som jeg synes er det bedste spot, kan du nemt med godt vejr se Kattegat mod nord og nyde lyse bølger, der glitrer i sollyset.
Du mærker næsten havets duft og kan høre fugle synge i skovens rolige stilhed. Stedet emmer af balance mellem skovens ro og havets åbenhed.
2. Heatherhill
Heatherhill, som ligger ved Rågeleje, er for mig ret magisk. Landskabet er kuperet, og om vinteren er det en blanding af sneklædte bakker, kølig klar luft og legende børn på kælk, og med udsigt til det åbne hav i horisonten, skaber det en helt særlig nordkyst-vinteroplevelse, hvor naturens rå skønhed og børnenes glæde mødes i et fredfyldt, vinterligt panorama.
En sensommeraften på Heatherhill er ikke dramatisk, men rolig, vid og smuk. Det er et sted, hvor man mærker overgangen fra dag til nat meget tydeligt, med havet og himlen som en stor åben scene. Man spiser rigtig gode pizzaer på Il Terrazzo, og standen er også fantastisk at bade ved.
3. Café Havestuen
Café Havestuen er et af mine foretrukne cafésteder. En lille perle i Nordsjælland, et sted hvor ro, kvalitet og personlighed går op i en højere enhed. Allerede når man træder ind, mødes man af en varm og hyggelig atmosfære, der får én til at føle sig hjemme. Indretningen og den rolige beliggenhed tæt på naturen midt på marken, skaber en afslappet stemning, hvor man kan sænke skuldrene og nyde øjeblikket.
Kaffen er smagfuld og lavet med omhu. De hjemmebagte kager, kardemommesnegle og surdejsboller er friske, velsmagende og lavet med kærlighed til håndværket. Sandwich og lette retter er lavet med gode råvarer, enkel, men gennemtænkt smag.
Værtsparret Annemarie og Jacob skaber en hjemlig stemning, hvor man føler sig velkommen, uanset om man kommer for en hurtig kop kaffe, eller bliver hængende i haven en hel eftermiddag, hvor børn kan spille spil, el. Bare nyd udsigten.
Henriette anbefaler
De har fokus på økologisk og hjemmelavet mad og råvarer. (…) Og det er tydeligt at man føler sig meget velkommen. Henriette Riedel Blaust
4 . Tinggaarden
Tinggaarden er som en restaurant, hvor gastronomi, værtskab og atmosfære forenes i en oplevelse, der føles både eksklusiv og nærværende, og som for mig synes at være blandt de bedste spiseoplevelser i Nordsjælland.
Restaurant Tinggaarden leverer en helstøbt gourmetoplevelse, hvor kvalitet, smag og atmosfære går op i en højere enhed. Restauranten tilbyder velsmagende og kreativ mad, hvor sæsonens bedste råvarer kombineres med et moderne nordisk udtryk og sikker håndværksmæssig kunnen. Retterne er velkomponeret, elegante og fulde af smagsnuancer, fra raffinerede forretter til et imponerende ostebræt.
Personlig og opmærksom betjening, bidrager til en varm og indbydende stemning i de hyggelige, og charmerende omgivelser. Vinkortet er velassorteret, og personalets kompetente vejledning løfter den samlede oplevelse yderligere
5. Rosted Tisvildeleje
Rosted Tisvildeleje, er en hyggelig caféoplevelse i hjertet af Tisvildeleje. Malene og Dan har skabt en charmerende café, med en indbydende og afslappet atmosfære, der passer godt til både morgenkaffe, brunch og frokost i hovedgaden. De har fokus på økologisk og hjemmelavet mad og råvarer. Gode nybagte boller og brød, økologisk æblegløgg og æbleskiver i sæsonen. Der bliver kræset om én, og det er tydeligt, at man føler sig meget velkommen.
6. Torvedage i Vejby
Torvedage i Vejby er nogle fantastiske markedsdage, der finder sted i sommerperioden i Vejby 3210 på præstens mark. Det er altid på lørdage og fra kl. 10.00-14.00. Her er der ildsjæle der har boder med fx. Hjemmelavet marmelade, honning, strikketøj, kager, blomster og meget mere. Det er sådan et skønt og lokalt tiltag, der er båret af fire lokale, aktive og engagerede kvinder.

Dine lokale anbefalinger til Nordsjælland
Hvad må du ikke gå glip af i Nordsjælland? Hvor finder du de små, særlige steder? Vi har spurgt dem, der ved det bedst. Her deler lokale deres favoritter – fra naturoplevelser og spisesteder til kunst, kultur og skjulte perler. Oplev Nordsjælland på en ny måde.










