Tine: På den anden side af vejen ligger områdets bedste delikatesseforretning
Vandreture i skove, historiske kunstnerhjem, en café, der er værd at køre efter – og selvfølgelig områdets bedste delikatesseforretning. Det er noget af det, Tine Hage, der sammen med sin mand Torben driver det økologiske landbrug Mangholm, fremhæver som sine skjulte perler i Nordsjælland.

1. Pibe Mølle
Gammel, smuk og velbevaret mølle, der står så fint og markant i landskabet på en høj bakke. Om sommeren græsser kvæg på marken, der støder op til møllen, og på udvalgte dage drejer vingerne. På den anden side af vejen ligger områdets bedste delikatesseforretning, Pibe Mølle Vin & Ost, hvor man let kan fristes af alskens lækkerier. Meget er også økologisk!
2. Nejede Vesterskov
En lille, fin og spændende skov, der ligger i området ved Alsønderup Enge og Pøle Å. Skoven er levested for ynglende havørn, og færdsel må kun ske på stierne langs kanten af skoven. Men de er alt rigelige, hvor man møder både gammel og ung skov, nåleskov og blandede løvskov. En dejlig tur på ca. 6-7 km, der også byder på små bække, spændende underskov, og hvis man går ud i engen mod søen, kan man se en del spændende fugle og vildt. Tag en god kikkert med.
3. Munkeruphus
Smukt historisk træhus fra en tid, hvor man byggede med æstetik og kvalitet som grundform. Oprindeligt bygget som sommerresidens for en storfamilie med behov for natur, frisk havluft og god plads. For en tid var det en kunstnerbolig, og nu er det det fineste kulturhus med kunsthal, café og væksthus.
Lækre skiftende udstillinger, der fokuserer på naturen. Maden og kagerne i caféen er værd at køre efter, og her kan man nyde havet, skønheden og det fine væksthus i haven med de mange store træer og buske. Huset i sig selv er en nydelse, der sagtens kan opleves mange gange i en sæson.
Tines anbefalinger til opleveler i Nordsjælland
Ikke overraskende er det et populært tilholdssted for nogle af vore berømte guldaldermalere som Lundbye og Skovgaard. Tine HageMangholm
4. Arrenæs
En lille halvø, der ligger ud i Arresø. Her er en meget smuk natur, fine kulturminder og gamle gravhøje, omgivet af enge, overdrev og skov. Her er smukke vandreruter, der leder den besøgende rundt i et meget varieret landskab med smukke udsigter over Danmarks største sø. Ikke overraskende er det et populært tilholdssted for nogle af vore berømte guldaldermalere som Lundbye og Skovgaard.

5. Garbolund Vingård
En lille perle, der ligger så dejligt i Anisse, omgivet af det smukke nordsjællandske landskab. Her produceres naturvin, og gennem sæsonen bydes der på smagsevents med dejlig mad og musik. Man kan overnatte i gårdens fine værelser eller glampingtelte og gå på opdagelse på sommerfuglestien eller gårdbutikken.

Dine lokale anbefalinger til Nordsjælland
Hvad må du ikke gå glip af i Nordsjælland? Hvor finder du de små, særlige steder? Vi har spurgt dem, der ved det bedst. Her deler lokale deres favoritter – fra naturoplevelser og spisesteder til kunst, kultur og skjulte perler. Oplev Nordsjælland på en ny måde.




















