VisitNordsjælland

Johan Ingversen: Paradoksalt nok, er jeg ikke nogen strandpige

Hvem siger også, at man skal elske at få sand på håndklædet? Mød Johan Ingversen, der sammen med sin tvillingebror, Jeppe, står bag Lynæs Surfcenter, en lille, levende oase syd for Hundested med masser af surf, madbar, café og overnatning. Her får du hans bedste tips til Lynæs og omegn.

Jeppe og Johan Ingversen, Lynæs Surfcenter
Foto: Lynæs Surfcenter© VisitNordsjælland

1. Løbetur i Grønnesse Skov

Personligt har jeg én sommerfetish, som jeg altid savner i de kolde måneder, og det er en løbetur gennem skoven ved Grønnessegaard. Når man løber den hele året, kan man se, hvordan årstiderne ændrer faconen, og det er et godt 4-6 km loop fra Lynæs tur/retur. Afslut med en tur i baljen, så er dagen reddet.

2. Vintersolnedgange ved Store Karlsminde

Solen går ned lige ude foran Lynæs i vinterhalvåret, og den er betagende fra mange vinkler. Men der er én vinkel, som slår dem alle, og det er fra toppen af skrænten ved Store Karlsminde. Man kan gå derop fra Lynæs Havn på ca. 15 min., og det er hele turen værd, når man kommer op i højden! 

Lynæs Surfcenter  - Kitesurfing
Foto: Lynæs Surfcenter© VisitNordsjælland
Foto: Nikolaj Danielsen© VisitNordsjælland

3. Friske fjordrejer fra ‘Reje-Jan.’ 

I sommerhalvåret sejler vores lokale fisker ‘Reje-Jan’ – ja, det bliver han kaldt – ud og tjekker sine garn rundt i fjorden. Han fanger friske fjordrejer, som smager godt både pillet og friteret. Det er lidt sol, vind og stjerner, der bestemmer, om der er rejer i nettet, men man kan gå forbi hans kutter på Lynæs Havn langs ‘den gamle havn’ og se, om han er der, og ellers er der et telefonnummer, man kan ringe ham på.

4. Gårdssalg fra Lerbjerggård

Der findes mange gårdsalg rundt omkring i Halsnæs, men Lerbjergaard er min favorit. De har, hvad der er i sæson fra egen have, og hvis du rammer juni-september, så er specielt deres salatmix second to none. Det holder sig crisp i flere uger i posen, hvilket siger noget om, hvor friskt det er.

Meget mere om Lynæs Surfcenter

Det er ikke et badested for sarte sjæle – der ligger en saunaklub i starten af broen, hvor de lokale bader, som Gud har skabt dem. Johan Ingversen

Lynæs Surfcenter

5. Badning ved fyret i Lynæs 

Paradoksalt nok er jeg ikke den store strandpige – jeg kan næsten ikke have, når der er sand på mit håndklæde. Derfor er mit yndlingssted at ‘ligge på stranden’ ved fyret i Lynæs, hvor man kan hænge ud på ‘Oplevelsesbroen’. Der er både dybt, lavt og en svømmebane. Det er ikke et badested for sarte sjæle – der ligger en saunaklub i starten af broen, hvor de lokale bader, som Gud har skabt dem. Det er dog helt op til en selv, hvordan man vil mærke havet på kroppen.

6. Solsikker fra Sølager 

Den her var jeg lidt usikker på, om jeg ville skrive, men here we go. Min kæreste elsker solsikker og gerne mange af dem. Det kan godt blive en dyr fornøjelse i Torvehallerne, men så kan man lige køre forbi Sølager på vej tilbage til byen. Sølager er et fantastisk sted med blandt andet et socialt landbrug, der beskæftiger en masse søde mennesker, som er rigtig gode til blandt andet at dyrke solsikker – og prisen er god! Du skal komme på hverdage inden for normal arbejdstid; de er der ikke i weekenderne.

Lynæs Surfshacks
Foto: Lynæs Surfcenter© VisitNordsjælland
Lynæs Madbar
Foto: Lynæs Surfcenter© VisitNordsjælland

7. Klap de små ponyer i Vinbjergbakkerne 

Bag den gamle Storebjergskole ligger Vinbjergbakkerne. Her er en lille fold med de sødeste små ponyer, som går og passer sig selv. Den første mission er at finde dem. Området er heldigvis ikke så stort, så det er relativt hurtigt gjort. Hvis man slet ikke kan få nok af små ponyer, så ligger der et stutteri kun med små shetlandsponyer på Præstelodsvej 43, 3370 Melby.

8. Torup Spisehus 

Udover selvfølgelig Lynæs Madbar og Strandbaren ved Lynæs Surfcenter, så synes jeg, at Torup Spisehus er et besøg værd. Udover at de laver velsmagende mad, så er det lykkedes dem at lave det som ‘kilometermad’ – altså at alt mad kommer fra en radius inden for 10 km. Det er ret vildt, og det kræver virkelig kreativitet og god planlægning at lykkes med. Gå en tur i Økobyen bagefter og oplev, hvordan man kan bo anderledes.

Dine lokale anbefalinger til Nordsjælland

Liseleje Strand
Foto: Jill Christina Hansen© VisitNordsjælland

Hvad må du ikke gå glip af i Nordsjælland? Hvor finder du de små, særlige steder? Vi har spurgt dem, der ved det bedst. Her deler lokale deres favoritter – fra naturoplevelser og spisesteder til kunst, kultur og skjulte perler. Oplev Nordsjælland på en ny måde.