VisitNordsjælland

Luise Gomard: Det vigtigste punkt på programmet er en middagslur

Når tempoet sænker sig og dagene får lov til at flyde, mærker Luise Gomard sin kærlighed til Nordsjælland. Hun kommer i Dronningmølle som direktør på Rudolph Tegners Museum, men også i Tisvilde, hvor lange sommerdage flyder over i en slags ”slow life”. Her deler Luise sine skjulte perler.

Luise Gomard
Foto: Flemming Leitorp© VisitNordsjælland

1. Esrum Å-stien

Omkring Dronningmølle gemmer der sig stadig steder, som ikke er blevet en del af den brede fortælling endnu. Ét af dem er stien langs Esrum Å. 

Den begynder ved kirken i Villingerød, tæt på Tegners Museum, og snor sig gennem et åbent, stille landskab. Herfra fortsætter den mod Gilleleje Golfklub, hvor arealer er lagt ud til vilde blomster, før den ender ved Dragstrup med udsigt over den genetablerede Søborg Sø. 

Turen bliver særlig spændende efter juni, hvor der bliver indviet en smuk skulptur af Gerda Thune Andersen ved navn ”Vingen” ved højdedraget i Dragstrup. Den bliver indviet lørdag d. 6. juni kl. 13 – alle er velkomne. Gerda nåede ikke selv at se værket opstillet, da hun døde hen over vinteren, så det kommer til at stå som et sidste monument over en markant billedhugger. Undervejs til Villingerød ligger der små gårdsalg langs vejene.

2. Munkeruphus og Esrum Kloster

Jeg vil også anbefale Munkeruphus og Esrum Kloster – steder, hvor kunst, historie og landskab smelter sammen

Foto: Daniel Villadsen© VisitNordsjælland
Foto: Tine Uffelmann© VisitNordsjælland

3. Mad ved kysten

Ved kysten er der den bedste udsigt over vandet på terrassen hos Fyrkroen, hvor man kan få et stykke smørrebrød. I den anden retning mod øst er det stemningen på Hornbækhus, der trækker, som også har en særlig historie med Elna og Rudolph Tegner, som boede der, da de en sommerdag i 1916 cyklede ud og fandt Rusland.

4. Mad og butikker i Tisvilde

Omkring Tisvilde er der mange gode spisesteder: Strandkiosken, Kroen, Von Edel, Kongernes, Badehotellet, Kildegården, Rabarbergården og Strandhotellet. Kaffen er god på The Little Cafe og Kalla Kalla, og den nye på hjørnet har en rigtig god morgenbolle. Hovedgadens bedste butik er min veninde Sussies ”Fortællinger”, Andrea Elisabet Rudolphs pop-up ”Bobben” som både har eget brand og vintage parasoller og liggestole fra Worsaae og selvfølgelig Mille og Nr. 66

Luises anbefalinger til oplevelser i Nordsjælland

Det, jeg holder allermest af ved somrene i Tisvilde, er det nære. En middag på terrassen med mine børn og venner, eller på en tallerken på trappen ned til vandet Luise Gomard

Rudolph Tegner´s Museum & Statuepark

5. Musik og sommerkoncerter i Tisvilde

Jeg savner den gamle placering af Musik i Lejet, som jeg besøgte hvert år, og skal forbi den nye plads igen i år. Jeg glæder mig til de årlige havekoncerter med Thomas Koppel, især den med ham og hans søn ved Havesalonen, der også inkluderer en god frokost og at mødes med skønne mennesker som ikonet kunsthistoriker Alice Fanø.

6. Afslapning og nærhed i Tisvilde

Det, jeg holder allermest af ved somrene i Tisvilde, er det nære. En middag på terrassen med mine børn og venner, eller på en tallerken på trappen ned til vandet med udsigt til solnedgangen. Et stop ved naboen til en sludder og en drink inden middag. Morgenbadning i havet eller en cykeltur til fiskemanden i Vejby og Kødsnedkeren.

7. Saunagus på stranden

Saunagus i et af de fine badehuse på stranden med Kim Fini ”Saunatrold”, som klart taler for meget ;). Men det har sin charme, og her oplevede jeg at bade med morild en aften. Det var virkelig magi. 

Foto: Tine Uffelmann© VisitNordsjælland
Tisvildeleje Strand
Foto: Daniel Overbeck

8. Knud Wiedevelts Observatorium

Knud Wiedevelts Observatorium er et helt særligt sted. De, der arbejder der, er så dedikerede og ved så meget. Et lille sted med en stor kikkert. Det er noget med, at himlen over observatoriet er særligt egnet til stjernekiggeri. Et andet spændende sted er Kagerup Savværk, hvor vi i Gribskov Kunstråd arrangerede nogle performances sidste år.  

9. Lynæs Surfcenter

Men uanset om man surfer eller ej kan jeg anbefale nogle timer i Lynæs. Der er virkelig en god og helt afslappet stemning på Strandbaren til frokost og i Madbaren om aftenen. Der var jeg flere gange sidste år. Folk er i godt humør der.

10. Søborg sø og Vinderød kirkegård

På min to-do-liste i år er en tur over gangbroen over Søborg Sø, og så skal jeg på Vinderød Kirkegård, som efter sigende er Danmarks smukkeste kirkegård.

Logo: Meet the Locals
Foto: VisitNordsjælland

Dine lokale anbefalinger til Nordsjælland

Hvad må du ikke gå glip af i Nordsjælland? Hvor finder du de små, særlige steder? Vi har spurgt dem, der ved det bedst. Her deler lokale deres favoritter – fra naturoplevelser og spisesteder til kunst, kultur og skjulte perler. Oplev Nordsjælland på en ny måde.