Eva: Følg stien forbi tennisbanerne og tag trappen ned til den store badebro
Eva Landmark Knudsen, ejer af café- og livsstilsbutikken Havblik i Gilleleje, bader året rundt - og hun har selvfølgelig en favoritstrand. Hun går på loppejagt, plukker blomster langs landevejen og finder inspiration på sit yndlingskunstmuseum. Her deler hun sine favoritter i Nordsjælland.

1 Bjerre Strand
Jeg elsker at bade i havet hele året. Der er mange skønne strande og badebroer langs med nordkysten. Et særligt smukt og ganske ugeneret sted er Bjerre Strand, som ligger i forlængelse af tennisbanerne i Humlebæk. Følg stien forbi tennisbanerne og tag trappen ned til den store badebro - et skønt sted at solbade på en varm sommerdag.
2. Louisiana Museum of Modern Art
Mit favoritmuseum, som jeg har været medlem af i mange år og hvor jeg igennem hele mit liv har fået et væld af store kunstoplevelser, ligger så smukt ved kysten i Humlebæk og med naturen og havet som ramme.

3. Naturlegepladsen Eghjorten
Vi har flittigt brugt denne skovlegeplads, hygget med bål og leg i naturen og holdt børnefødselsdage, da vores børn var små.
4. Lopperuten
Jeg elsker at gå på loppejagt, og på lopperuten finder man en perlerække af loppe- og antikbutikker i Nordsjælland. Mine favoritter er Gamle Ting i Græsted og Oles Genbrug, Loppe- og Antikmarked i Frederiksværk.
Langs med Harreshøjvej på strækningen fra Tikøb mod Esrum finder man på venstre side af vejen en stor plukselv mark Eva Landmark KnudsenCafé Havblik
5. Pluk-selv blomster
Langs med Harreshøjvej på strækningen fra Tikøb mod Esrum finder man på venstre side af vejen en stor pluk-selv-mark, hvor man igennem hele sommeren kan plukke de smukkeste grøftekantsbuketter – helt gratis. Kig efter skiltet.
6. Vej-boder
Flere steder i Nordsjælland finder man i landområderne små og hyggelige vejboder med salg af blomster, frugt og grønt i sæsonen. Jeg kan anbefale gårdbutikken Birkely på Villingerødvej 31 i Dronningmølle.

7. Gastronomi og norske skulpturer
Vi nyder at komme på Skipperhuset, en lille hyggelig restaurant med den smukkeste beliggenhed i vandkanten, og som nordmand vil jeg klart anbefale at kombinere besøget med en gåtur i Nordmandsdalen i Fredensborg Slotshave, hvor man kan opleve de unikke sandstensskulpturer fra 1700-tallets Norge.
8. Havblik Gilleleje
På havnen i Gilleleje ligger min egen café og livsstilbutik Havblik Gilleleje. Med en maritim nordisk stemning forener vi god kaffe, håndplukkede specialiteter, bæredygtigt design og smukke vintagefund til forkælelse af både ganen og hjemmet.

Dine lokale anbefalinger til Nordsjælland
Hvad må du ikke gå glip af i Nordsjælland? Hvor finder du de små, særlige steder? Vi har spurgt dem, der ved det bedst. Her deler lokale deres favoritter – fra naturoplevelser og spisesteder til kunst, kultur og skjulte perler. Oplev Nordsjælland på en ny måde.

























