Når Strandvejen i Nordsjælland drejer helt ud til vandet, er du ankommet til den stemningsfulde badeby Rågeleje. Alene køreturen dertil er en oplevelse, men byen, og ikke mindst byens strand, skuffer bestemt heller ikke.
På Rågeleje Strand ligger stribede badehuse på række og får det brede kyststykke til at ligne en scene fra ’Badehotellet’. Klitterne sørger for gode læforhold til dasen og solbadning, og byens strandpromenade er perfekt til en spadseretur med en forfriskning i hånden. Slut dagen af med en smuk solnedgang fra stranden eller Heatherhill-bakkerne lidt uden for byen.
Bag Smidstrups fine sommerhuse i de røde og sorte farver gemmer sig den lækreste badestrand. Her er badebro og et afmærket område, hvor hunde må bade og være uden snor, ligesom Smidstrup Strand er en af de eneste strande i Danmark, hvor det er tilladt at tænde bål - en hyggelig idé til de lune sommeraftener, hvor det er dejligt at blive ude, efter mørket er faldet på.
I Smidstrup by er der dagligvarebutikker, caféer og iskiosk. En kort køretur derfra ligger desuden også det populære Kollerødgård Ismejeri, der er kåret til at lave Gribskovs bedste is.
I den charmerende fiskerby Gilleleje er der ikke bare én, men flere gode strande at vælge imellem. På byens østside ligger den dejlige familiestrand Strandbakkerne, og på den anden side af havnen finder du den cirka 20 meter brede sandstrand Veststranden, hvor der er lidt dybere vand og ofte også lidt flere bølger. Begge strande ligger en kort gåtur fra shopping og caféer i Gilleleje centrum og ishuse, spisesteder og maritim atmosfære på byens skønne havn.