Nivå Havn og Strandpark er et naturskønt, idyllisk og familievenligt område. Ved havnen er der flere restauranter og spisesteder, og desuden grillpladser nær kajen. Stranden er meget børnevenlig med lavt vand og lækkert sand. I blæsevejr er vandet ofte fyldt med dygtige kitesurfere, en sport som det lave vand er særlig velegnet til.
I forlængelse af stranden ligger et spændende fuglereservat. Den lavvandede Nivå Bugt og de smalle strandenge er det eneste område på den danske Øresundskyst, hvor vadefugle har mulighed for at raste og fouragere. Her er observeret mere end 200 fuglearter.
Nivaagaard Teglværks Ringovn er verdens ældste, stadig eksisterende ringovn. Den fortæller industrihistorie fra 1800-tallets Danmark og Europa.
Som nabo til Ringovnen ligger Nivaagaards Malerisamling. Museet er en lille perle med en udsøgt samling af 500 års europæiske mesterværker, og skiftende kunst- og designudstillinger.