Havne og molefiskeri

Nogle af de bedste fiskesteder er på havne og langs moler. Molerne er oftest lavet af store sten, hvor byttedyr og fisk kan gemme sig inde. Det tiltrækker mange forskellige arter af fisk og ofte kan man også komme ud på dybt vand. For at skibene kan sejle ind, skal havnene være dybe. Det betyder at der er dybt vand meget tæt på land, hvilket gør at mange arter også søger herind.


Fiskegrej til molefiskeri

-          Spinnestang på mellem 240-300 cm med passende hjul

-          Flettet line i 0,10 – 0,15 mm eller nylonline i 0,20 – 0,25 mm

-          Fladfiskeforfang, lodder på mellem 20-80 g, blink eller pirke

 

Man kan fiske alt fra makreller, sild, fladfisk og havørreder til små rejer og krabber i disse områder. Men hvordan fanger man dem bedst?

Blink og kystwoblere er rigtig gode til fiskeri efter makreller, torsk og havørreder. Man kan hurtigt afsøge en masse vand og det er effektivt. Vil man gerne fange torsk er jigs eller gummidyr rigtig gode. Til torsk virker farvene rød, blå og orange godt.

 

Fiskeri efter fladfisk

Vil man gerne fiske efter fladfisk er havne og moler helt optimalt. Der er ofte mange fladfisk i nærområdet – Det vigtigste er, om man kan finde dem. Her bruger man fladfiskeforfang og forfang med flydende perler i kraftige farver, som oftest virker bedst. Med et lod på mellem 20-50 g kan man nemt holde bund. Som agn bruger man børsteorm eller sandorm. Kaster man bare ud og venter, kan man være heldig at ramme ind i en fisk, men vil man gerne optimere sine chancer, så er det bedre at trække ens fladfiskeforfang meget langsomt henover bunden. Dermed afsøger man en masse vand og forøger chancen for succes markant.

 

 

Fiskeri efter krabber

Er man en ny aspirerende lystfisker, så er der intet sjovere end at fange krabber på molen. Det er nemt at få succes, men også udfordrende på samme tid – Så meget, at selv voksne kan blive grebet af stemningen. Det eneste man har brug for er en krabbetang, som man kan købe i de fleste grejforretninger. Der sidder en tøjklemme for enden af linen og et lille simpelt hjul. Som madding bruger man fiskestykker, orm, rejer eller bare et stykke lugtende kød fra supermarkedet. Når det fires ned på bunden, kommer krabberne frem fra stenene. Når de klemmer sig fast, er det med at holde tungen lige i munden når den skal bugseres ind. Prøv det!

 

 

 

 

 



Del denne side