På Hundested Havn ligger også flere gode spisesteder – blandt andet Halsnæs Bryghus, der kalder deres køkken for ærligt og enkelt, inspireret af øl og præget af fisk. Hold øje med kalenderen - der er musik, grill, comedy, ølsmagninger og forskellige arrangementer på programmet.
Hos Restaurant Havfruen kan du nyde den smukke udsigt fra solterrassen og et velsmagende måltid. Prøv fx det berømte fiske- og skaldyrsfad eller et godt stjerneskud. Udsigten til havnebassinet kan nydes i både sol og regn, da restauranten har pladser inde og ude – oppe og nede.
Det hyggelige spisehus Knud laver bistro-klassikere på deres egen måde; søstærkt og inspireret af vandet, der omgiver Hundested. Østers, hummer, blåmuslinger og smørstegte fladfisk er faste retter på menukortet, men der også er plads til en god bøf, grønne retter og stegt fjerkræ.
Restaurant Molen er den første restaurant du møder på Nordre Beddingsvej. Er du til klassiske retter og et bredt udvalg af delikatesser og vil sidde på førte parket til havnen, så er Restaurant Molen et godt valg.
Med en perfekt placering og udsigt til hele havnemiljøet, finder du Proviant Hundested. Her serveres god mad, vin, øl og kaffe til dig. Du kan sidde inde eller ude under parasollerne id et gode vejr og nyde udsigten til bådene i havnen.
I det lille stræde bag Halsnæs Bryghus ligger den lille café Kamelens Kys. Udover at tilbyde kaffe, kage og frokost, er det også muligt at købe kunsthåndværk. I weekenderne afholdes events eksempelvis musik underholdning. Maden laves fra bunden og der bruges lokale råvarer i samarbejde med Spisekammer Halsnæs.