©  Foto:

Kunstneren, der inspirerede de andre: Se Chaïm Soutine på Louisiana

Han inspirerede nogle af verdens største kunstnere, som Francis Bacon og Jackson Pollock. Og uden ham havde f.eks. den abstrakte ekspressionisme måske slet ikke fandtes. Oplev kunstneren, der var en afgørende inspiration for de allerstørste malere i det 20. århundrede, på Louisiana Museum of Modern Art: Chaïm Soutine.

Forvrængede landskaber og larmende farver

Når du kigger på Chaïm Soutines malerier, er det som at se verden i opløsning, som om den er sænket ned under vand og stille og svajende forsvinder. Husene gynger, byerne snurrer rundt, ansigterne forvrænges, som var man ramt af et svimmelhedsanfald.

Farverne er klare, voldsomme og insisterende. Penselstrøgene virker hurtige, næsten maniske, og man får fornemmelsen af, at malerierne ikke står stille, at motiverne bevæger sig hen over lærredet; Byer med hvide, sydlandske huse, mænd og kvinder, der stirrer, stilleben af fisk, blomster og kød.

Oplev udstillingen med Chaïm Soutine på Louisiana Museum of Modern Art

En afgørende inspirationskilde

Udstillingen med Chäim Soutine på Louisiana er den første af sin slags i Nordeuropa. Kunstneren er ikke synderlig kendt i den brede offentlighed til trods for, at han har haft en helt afgørende indflydelse på nogle af historiens største malere.

Både nulevende og afdøde kunstnere har været inspireret af Soutine som kunstnerisk forbillede. Som eksempler kan nævnes Willem de Kooning, Francis Bacon, Jackson Pollock, Alice Neel, Georg Baselitz, Jean Dubuffet, Dana Schutz og Cecily Brown.

Den abstrakte ekspressionisme med den spontane og underbevidste tilgang til kunsten, samt London-skolen med den figurative interesse kan også takke Chaïm Soutine for at være en betydningsfuld inspirationskilde. Uden ham er det ikke til at sige, om disse kunstneriske retninger havde set ud, som de gør i dag.

Find billetter og åbningstider på Louisiana Museum of Modern Art

Hvem var Chaïm Soutine?

Det er svært at portrættere Chaïm Soutines liv, da han i stor grad holdt sig for sig selv. Han skrev ikke dagbog, havde få venner og efterlod kun få breve og notater.

Man ved dog, at han blev født som jøde i Belarus i 1893, gik på kunstskolen i Vilnius og tilbragte det meste af sit voksne liv i kunsthovedstaden Paris. Han levede fattigt og flyttede meget rundt. På et tidspunkt oplevede han karrieremæssig succes, da en amerikansk samler købte en stor del af hans malerier.

De sidste år af sit liv levede Chaïm Soutine på flugt fra nazisterne, der besatte Paris i 1940. Han døde i 1943, 50 år gammel, af et ubehandlet mavesår, men efterlod et enormt indtryk på kunstnere verden over.