©  Foto:

Behårede kvindekroppe og eksplosive farver - Firelei Báez udstiller på Louisiana Museum

Træd ind i dominikanske Firelei Báez’ verden af kvindekroppe, postkolonialisme, klare farver og kæmpestore lærreder. Tag på Louisiana Museum og oplev den første store udstilling med kunstneren i Europa.

Et opgør med offerrollen

Hvad vil det sige at være Dominikaner? At ens folk har en fortid som koloniseret og slavegjort? Den dominikanske kunstner Firelei Báez arbejder med fortiden uden at gøre sig selv eller sine landsmænd til ofre.

Gennem sine værker, bruger hun menneskets krop til at formidle, hvordan vi opfatter magt. Hun vender blikket væk fra den måde europæerne så “den nye verden”, da de koloniserede Caribien og beder dig - beskueren - om at tage stilling selv.

Oplev Firelei Báez på Louisiana Museum of Modern Art

Mytiske figurer og gigantiske lærreder

Når du ser Firelei Báez’ malerier, bliver du for det første slået af størrelsen på lærrederne og de mange, klare farver. Men du bliver også mødt af enorme kvindekroppe, der slynger sig hen over verdenskort fra tidligere århundreder.

Det er blandt andet “ciguapas”, en mytisk figur fra Dominikansk folklore - en kvindefigur, der lokker mænd i fordærv og har fødderne skruet omvendt på.

Find åbningstider og billetpriser på Louisiana Museum of Modern Art

Det udstødte skal blive smukt

Firelei Báez’ kroppe bliver vist på mange forskellige måder. Hun arbejder med at gøre dét smukt, som traditionelt er blevet set som anderledes, udstødt og underlegent.

Derfor vil du blandt andet se stærkt behårede kvindekroppe, nøgne kvindekroppe i bølgende farver fra hele regnbuen - og du vil opleve hendes “ciguapas”, der i folkloren bliver set som udstødte, men i Firelei Báez’ verden er selvstændige kvinder med egen handlekraft.

Besøg Louisiana Museum of Modern Art

Den første store udstilling med Firelei Báez i Europa

Firelei Báez er født og opvokset i Den Dominikanske Republik, og er nu bosat i New York City. Hun har blandt andet tidligere udstillet på Brooklyn Museum, New York, Pérez Art Museum Miami og Berlin Biennale.

Med udstillingen på Louisiana Museum of Modern Art er det første gang, Firelei Báez’ værker bliver vist i en større sammenhæng i Europa.