Gå til indhold

Hillerød - slotsby & shoppingcentrum

Foto: Tine Uffelmann

Med Frederiksborg Slot som fyrtårn og med et blomstrende handelsliv i centrum er Hillerød det ideelle udgangspunkt for at kombinere shopping med kultur - og naturoplevelser i Nordsjælland.

 

Hillerød By
Foto: Tine Uffelmann
Frederiksborg Slot og den smukke barokhave
Foto: Ann Jørgensen
Frederiksborg Slot og den smukke barokhave ved slottet. Haven er åben hele året.

Hillerød er hjertet i Nordsjælland. Slotsbyen Hillerød var de royales foretrukne ferieby gennem 400 år. Kongerne tog hyppigt på jagt i Gribskov og afholdt selskaber på byens slotte, og der blev derfor anlagt en kongevej hele vejen fra København til Hillerød.

Her ligger Nordsjællands største handels- og shoppingscentrum. Slotsbyen har over 200 spændende butikker, så uanset om du leder efter de populære butikskæder eller den lille "skæve" butik er der garanti for fristelser i byen ved slotssøen.

I dag ligger byens smukke vartegn, Frederiksborg Slot, stadig midt i Hillerød. og binder byen sammen, mens Parforcejagtlandskabet trækker linjer ud i naturen som omgiver byen. Ved slottet kan du gå en tur i den romantiske slotshave med sø og bæk og opleve Frederik II’s Badstueslot fra 1580 og grevinde Danners norsk-inspirerede hytte på Louises Ø

Også i dag er Hillerød en by, hvor livet nydes. Tæt nok på hovedstaden til at du kan komme nemt hertil – langt nok væk til at du er tæt på naturen og kan trække vejret frit. En by, hvor historien er levende, fordi den er en del af hverdagen. Og en levende by, hvor nye historier hele tiden opstår.

Når det er tid til frokost, kan du gøre et hyggeligt stop hos Café Havehuset, som ligger i en historisk bygning i hjertet af den eventyrlige Frederiksborg Slotshave og har kaffe, kage og dansk smørrebrød på menuen.

Nordsjællands handels- og shoppingcentrum

Når shoppelysten melder sig, er Hillerød den helt rette destination at sætte kursen mod. Blandt slotsbyens mere end 200 spændende butikker finder du både populære kæder og små ’skæve’ forretninger med alt fra tøj og interiør til smykker og personlig pleje. 

I det flotte shoppingcenter SlotsArkaderne, blander små unikke specialbutikker inden for blandt andet delikatesser, modetøj, bolig og livsstil sig med større kædeforretninger og tilbyder alt til hele familien. Side om side med de mange butikker finder du også flere caféer og restauranter, og på vejen fra stationen til gågaderne ligger Nordisk Film Biografer.

De to gågader, Helsingørsgade og Slotsgade, er forbundet af Torvet og byder begge, ud over mode- og livsstilsvarer, på flere små delikatessebutikker – blandt andet har hver gågade sin vinspecialist med et spændende sortiment, som kan supplere de lækre varer fra fiskeforretningen, bagerierne, Irma m.fl. I ChokoladeMageriet kan du besøge værkstedet, hvor butikkens eksklusive chokolader og flødeboller bliver til.

Parkering i Hillerød

Det er ikke altid let at finde parkeringsplads i en ”fremmed” by.  På kortet kan man se, hvor man kan parkere sin bil eller motorcykel. Nogle af p-pladserne er gratis parkering, på andre skal der betales. Husk altid at orientere dig på parkeringspladsen i forhold til gældende regler det pågældende sted.

Alt godt til ganen

Gågaderne har et varieret udvalg af hyggelige caféer og restauranter, og når vejret er godt, er det også oplagt at besøge en af byens charmerende iscaféer med hjemmebagte vafler og hjemmelavet is. Tag fx en is med på en slentretur i bymidten, eller gå ad den naturskønne Søstien, der tager dig rundt om Slotssøen og forbi Frederiksborg Slot.

 

Absolutte topattraktioner

Frederiksborg Slot og Barokhaven er oplevelser, du ikke må snyde dig selv for. Frederiksborg er Nordens største renæssanceslot, et rigtigt eventyrslot med pomp og pragt, som vækker både børns og voksnes fantasi.

Slotshaven består af flere smukke haveanlæg, hvor Barokhaven er stjernen. Her kan du se havekunst i særklasse, med snorlige hække, formklippede kongelige monogrammer og plaskende kaskader, der falder i terrasser ned mod Slotssøen.

Ud i det grønne

Med både Gribskov og Store Dyrehave i nærområdet er Hillerød et godt udgangspunkt for at kombinere kultur, friluftsliv og shopping. Det er i disse skove, du kan opleve UNESCO’s verdensarvsområde
parforcejagtlandskabet. Tæt på Store Dyrehave ligger også Fantasiens Ø med ruinen fra Frederik VII’s lystpalæ.

Hillerød har mange gode cykelstier, der binder by og natur sammen, men det er også muligt at vandre ud i naturen direkte fra gågaderne. Er du til slotte, naturoplevelser og en forfriskende dukkert, kan du fx køre hele eller dele af cykelrute 33, der går fra Hillerød til Tisvildeleje med masser af fine udsigter undervejs.

Musik og kultur

Er du til kultur og livemusik, skal du holde øje med websitet hillerød.nu, hvor du kan følge med i de mange oplevelser og events, der afholdes i Hillerød i løbet af året. Tag også et kig på programmet hos Royal Stage, der er Nordsjællands førende musikscene, teatersal, messecenter, håndboldarena med mere. Sammen med Støberihallen, Café Slotsbio og det regionale spillested Klaverfabrikken fylder Hillerøds nye fyrtårn byen med kulturelle oplevelser i alle genrer året rundt.

Om sommeren holdes koncerter, Sankt Hans og Slotssø Byfest på det grønne område Posen, som ligger lige ud til Slotssøen. Tæt derpå, for enden af den hyggelige Slotsgade, ligger Rosenhaven, hvor internationale jazzmusikere giver koncert på udvalgte sommerlørdage.

Praktiske oplysninger

Her finder du praktisk information til planlægning og brug under din ferie. 

Find åbningstider på turistinformationen, planlæg din ferie, se kort over byen, hvordan kommer man rundt med offentlig transport, læs det store feriemagasin for Nordsjælland, og hvor lejer man en cykel? Få svar på dette og mere her.

Share your wonders: