©  Foto:

Tag på sejltur fra Hundested Havn med det historiske dampskib S/S Bjørn

Oplev stemningen på et ægte dampskib, mærk havbrisen og duften af saltvand på tur med S/S Bjørn fra Hundested Havn fra 19.-27. juli 2025.

Se Hundested fra vandsiden på et ægte dampskib

Tag med på en charmerende tur med veterandampskibet S/S Bjørn, når kursen sættes fra havnen i Hundested.

  • S/S Bjørn sejler i perioden 19.-27. juli 2025 kl. 13.00 og kl. 15.00.
  • Køb billet til sejlturen fra Hundested
  • S/S Bjørn lægger til kaj på den yderste del af Nordmolen på Hundested Havn. Kør til Amtsvejen 1 og parker på den store P-plads. Vær opmærksom på at der skal betales p-afgift på Hundested havn. 

Veteranskibet S/S Bjørn bliver vedligeholdt af frivillige.

Ombord på S/S Bjørn vil du møde de passionerede frivillige, der har været med til at restaurere skibet og nu vedligeholder det og sejler ture med passagerer.

Du er altid velkommen til at spørge de frivillige om skibet. De fortæller levende om alt fra restaureringen, over historien som isbryder i det forrige århundrede, til hvordan det maskinelle og tekniske fungerer.

Du må heller ikke snyde dig selv for at komme en tur ned i maskinen og se, hvordan et dampfyret skib – og dets mandskab – arbejder. Det kræver kræfter at holde dampen oppe!

Et sejlende stykke danmarkshistorie

S/S Bjørn er ikke blot et skib, men et flydende kulturarvsikon. Bygget i 1909 og bevaret med stor kærlighed, sejler dampskibet stadig på fjorden og inviterer dig til at opleve dampmaskinens rytme og livet ombord, som det udspillede sig for over 100 år siden.

En attraktion midt i havnemiljøet

Hundested Havn byder på en levende ramme for oplevelsen med S/S Bjørn. Efter besøget ombord kan du fortsætte oplevelsen med is, kunsthåndværk og havnestemning lige ved siden af skibet.

Du kan tage lokaltoget tilbage til Hillerød og videre mod København.

Find afgangstider fra Hundested Station

Det praktiske: Forplejning og overtøj

Du kan købe drikkevarer ombord på skibet, mens du nyder din medbragte mad. Husk at tage en varm trøje med, da der kan være lidt køligere på vand end på land.