
I dialog med oraklet - Cathrine Raben Davidsen på Tegners Museum
Bevæg dig ind i samspillet mellem Cathrine Raben Davidsen og Rudolph Tegner, ind i en verden, der både rummer det kæmpestore og det helt intime – gå i dialog med oraklet på Rudolph Tegners Museum.
At tale som et orakel
Ordet orakel stammer fra det latinske orare og betyder at tale. Et orakel er en kilde til visdom og profeti, og giver dermed tilhørerne budskaber, de ikke selv ville kunne nå frem til.
Når du bevæger dig ind i udstillingen ”Orakel” på Rudolph Tegners Museum, bevæger du dig også ind i en ny verden. Du bevæger dig ind i et samspil mellem kunstnerne Cathrine Raben Davidsen og Rudolph Tegner, der, som et orakel, fremmaner nye tankegange og perspektiver.
Læs mere om udstillingen på Rudolph Tegners Museum
I dialog med Rudolph Tegners skulpturer
Cathrine Raben Davidsen vil i dialog – en visuel dialog. Du vil opleve hendes totalinstallation, der taler sammen med tre markante Rudolph Tegner-skulpturer: Slægten (1912), Trøsten (1912-15) og Jordbundet (1899).
Værkerne er helt nye og består af tegninger og store uroer. De nye værker er udledt og inspireret af de gamle, men giver også tilbage til det allerede bestående – kaster nyt lys over Rudolph Tegners skulpturer.
Find åbningstider og billetpriser på Rudolph Tegners Museum
Udfordrer beskueren
Skulpturerne på Rudolph Tegners Museum er blandt andet kendetegnet ved deres enorme størrelser. Flere af skulpturerne er flere meter høje.
Det er ikke tilfældet for Cathrine Raben Davidsens tegninger, der med deres meget små størrelser næsten bliver en bombastisk modsætning til skulpturerne og det 11 meter høje udstillingsrum. Gennem tegningerne udfordrer hun beskueren, der skal kigge både på de helt store formater og de helt små. Fra et lille intimt rum til den kæmpestore, ottekantede sal.
Besøg Rudolph Tegners Museum og Statuepark
Arbejder med eksistensen
Cathrine Raben Davidsen er uddannet fra Kunstakademiet i 2003. Hendes værker er blandt andet en del af samlingen på Statens Museum for Kunst, Trapholt og Kunsten i Aalborg. I 2020 var hun med i DR-programmet ”Kunstnerkolonien i Skagen”.
Hendes kunstneriske virke kredser om de eksistentielle spørgsmål om liv og død. Cathrine Raben Davidsen ser livet som en evig transformation og undersøger, hvad det vil sige at være menneske, hvordan vi er forbundet både med andre mennesker og verden omkring os.