Kronborg Slot

Sådan genstarter vi turismen i Nordsjælland

28.4.2020
Forfatter: Annette Sørensen
Foto: Daniel Overbeck

Konsekvenserne af COVID-19 er uoverskuelige og vil kunne mærkes hårdt og længe i alle hjørner af turisterhvervet. VisitNordsjælland arbejder på flere niveauer for at hjælpe erhvervet gennem krisen.

Som Statsministeren påpeger, så står vi på ubetrådt land. Det gør vi også hos VisitNordsjælland. Det kræver hurtig omstilling til en ny og uforudsigelig virkelighed og en refokusering af kampagnetryk og målgrupper.

Normalt forsøger vi at tiltrække gæster og turister uden for Nordsjælland til vores destination – men nu sadler vi om og opfordrer de lokale til at udforske, hvad der er af oplevelser i egen baghave. I takt med at Danmark langsomt åbner igen, kommer vi til at bruge flere kræfter på det danske marked, end hvad vi ellers plejer.

Genstart Danmark

I ekstraordinære tider, må der ekstraordinære indsatser til. Sammen med en lang række af Danmarks turistorganisationer kommer VisitNordsjælland til at tage del i en Genstart Danmark-kampagne, som rulles ud nationalt, regionalt og lokalt. Den kommer til at spille en central rolle i vores markedsføring over sommeren, når Nordsjælland igen åbner. At hele turisme-Danmark er gået sammen om en fælles indsats er netop ekstraordinært. Vi kommer løbende til at fortælle om de forskellige kampagnetiltag, når vi og de andre turistdestinationer er længere i planlægningen.

Digital omstilling

Krisen har vist, hvor vigtig digitaliseringen af turismen er. Vi hjælper de nordsjællandske turismeaktører med at omstille deres kommunikation til de digitale platforme. Det er et arbejde, vi længe har haft fokus på, men det har aldrig været vigtigere end nu.

Ekstra midler til turismen

Aldrig har der været så hårdt brug for en fokuseret og koordineret turismeindsats.

VisitNordsjælland arbejder for at sikre flere midler til at styrke turismemarkedsføringen yderligere ved at søge kommunale puljer og fonds- og erhvervsfremmemidler. Indtil videre har VisitNordsjælland opnået tilsagn om ekstra midler til turismeindsatsen fra Fredensborg Kommune på 120.000 kr.

Den styrkede turismemarkedsføring skal være direkte koblet til erhvervet og det lokale Nordsjælland. Er du turismeaktør og har idéer til markedsføringstiltag eller gør dig tanker om vejen frem gennem krisen, så hører vi rigtig gerne fra dig.

Læs også: Copenhagen Business Hub: Få 25.000 kr. i tilskud til rådgivning

Annette Sørensen

Direktør

aso@visitnordsjaelland.com

Esrum Sø
Ny formand til VisitNordsjælland
Nationalparkprojekt sat i gang
Nationalparkprojekt sat i gang
Nordsjælland på tysk tv
Nordsjælland på tysk tv: 1,5 millioner så med
Lækker mad på Restaurant Kaj
Sådan sælger du take away digitalt
DR Vejret og Vistnordsjællands fotograf Tine Uffelmann
Et billede siger mere end tusind ord