DR Vejret og Vistnordsjællands fotograf Tine Uffelmann

Et billede siger mere end tusind ord

28.2.2020
Foto: DR VEJRET

Det er et ordsprog, vi for alvor har taget til os i VisitNordsjælland. Vi gør en særlig indsats for at løfte hele Nordsjællands billedside med smukke fotos, som turistaktører gratis kan bruge, så flere turister bliver inspireret til at opleve destinationen – i alt slags vejr, året rundt.

Turismemarkedsføring viser ofte billeder af en skyfri himmel og høj sol. Men vi snyder os selv og vores gæster, hvis vi lover, at solen altid skinner i Danmark. I stedet skal vi året rundt være tro mod vores vidunderlige natur, så vi også tiltrækker turister i skuldresæsonerne, hvor der er masser af oplevelser at hente i Nordsjælland. VisitNordsjælland har derfor tilknyttet en lang række dygtige fotografer, som løbende tager ud i hele Nordsjælland og indfanger stemningen, de særlige øjeblikke og den magiske natur for at højne billedkvaliteten i turismemarkedsføringen.

Fra forskellige perspektiver – i alt slags vejr

Fotograferne er en god blanding af lokale fotografer, der kender området og fotografer, der kommer udefra og ser destinationen i et andet perspektiv. Det giver en masse nye vinkler, når eksempelvis Troldeskoven, skulpturen HAN og Fredensborg Slot fanges fra vidt forskellige perspektiver. På den måde foreviges Nordsjælland i billeder, som viser bredden i oplevelsestilbud og geografi med en nærværende æstetik, og som taler mere ind i sæsonerne. Det giver den potentielle turist flere nye og inspirerende billeder på nethinden.

Ud af samarbejdet med de forskellige fotografer fødes også en række pudsige sidegevinster. To gange har vores fotograf Tine Uffelmann haft billeder fra Nordsjælland i DR Vejret, og to gange på TV2 Vejrets Instagram. Det er ikke en målsætning, men det er sjovt, at andre også kan se værdien af, at Nordsjælland ser godt ud. Potentielt kigger 500.000 seere med, når Ålsgårde og Frederiksborg Slot bliver fremhævet på landsdækkende TV.

TV2 Vejret

Foto:Tine Uffelmann

DR1 Vejret

Foto:DR1 Vejret

DR1 Vejret

Foto:Tine Uffelmann

Sammen får vi et endnu stærkere visuelt udtryk

Nordsjællands billedside er blevet forbedret markant – men den kan blive endnu bedre, hvis vi går sammen. I løbet af 2019 har vi sendt over 50 billedpakker ud til store og små turistaktører, og VisitNordsjællands billeddatabase bugner efterhånden af frikøbte billeder. Billederne viser alt det bedste, Nordsjælland har at byde på – og det er meget.

Men det er ikke kun VisitNordsjællands billeder – vi inviterer alle Nordsjællands turistaktører til at bruge og dele dem i deres markedsføring, så de kan komme ud og leve og vise, hvad Nordsjælland har at byde på. Gode billeder sælger nemlig gode oplevelser og er til glæde for hele destinationen.

Hvad trigger dig?

Alle undersøgelser tyder på, at netop visuelle elementer er første skridt i turistens købs- og brugerrejse. Det er elementer, som gør, at vi stopper op, lader tankerne flyve og får hjernen til at drømme om en ferie, en weekend eller en kulturoplevelse. Brugerrejser går ofte over 30-40 faser, men de starter oftest med noget, der trigger visuelt.

Indfanger Nordsjællands DNA

Vi arbejder hver dag på at indfange Nordsjællands DNA i vores kommunikation, og brugerne værdsætter, at vores billedside er blevet forbedret markant. Aldrig før har så mange klikket på så meget indhold på VisitNordsjællands hjemmeside, som i 2019 har været blandt Danmarks mest besøgte turistwebsites. Det siger noget om, hvordan de mange gode billeder har gjort det visuelle udtryk på vores indhold mere indbydende.

VisitNordsjællands Instagram-profil deler vi løbende de bedste billeder fra destinationen med vores knap 8000 følgere, vi deler løbende billeder med nationale og internationale journalister til pressebrug, ligesom vi hele tiden opdaterer visitnordsjælland.dk med nye billeder.

Har I brug for billeder?

Hvis du er turistaktør og mangler billeder fra området, så er vores billeddatabase et godt sted at starte. Billederne er frikøbte og kan bruges kvit og frit mod kreditering. Kontakt os gerne, hvis du har en god idé til en attraktion, et naturområde eller et event, der skal foreviges.

Rudolph Tegners Museum & Stauepark

Foto:Henrik Sylvest

Jesper Bækgaard

Markedsføringschef

jeb@visitnordsjaelland.com