
Gå på opdagelse i fortiden på TimeWinder Festivalen
TimeWinder inviterer til en rejse gennem tiden, hvor historie og nostalgi smelter sammen. Festivalen byder på et væld af oplevelser for hele familien – fra veteranfly og dampmaskiner til vintagebiler, traktortræk, faldskærmsudspring og live musik. Træd ind i en tidslomme fra 1860-1985 og oplev historien på nært hold i de unikke omgivelser på Grønnessegaard Gods ved Hundested.
En festival for alle generationer
På Grønnessegaard Gods skabes en levende tidsrejse, hvor fascinerende oplevelser venter rundt om hvert hjørne. Veteranbiler, historiske militærlejre, foredrag om teknikkens udvikling, samt en åbningskoncert med Lars Lilholt Band den 6. juni gør festivalen til en begivenhed, hvor historien bringes til live.
Historiske højdepunkter og mekaniske vidundere
- Veteranfly: Se historiske fly fylde luftrummet.
- Vintage Landrace: Oplev klassiske biler og motorcykler give den gas på 1/8-milebanen.
- Dampmaskiner i aktion: Se dampdrevne maskiner fra hele verden demonstrere industriens revolution.
- Vintagecamping: Nyd campinglivet som før 1985 på festivalens nostalgiske campingområde.
- Traktortræk: Følg de store traktorer i kampen om at trække det tungeste læs.
- Faldskærm: Oplev Skydive Grandprix 2025, en udstilling om faldskærmens historie, foredrag og tandemudspring.
Smagen af fortiden
Når sulten melder sig, kan du nyde en kop kaffe og kage i Kaffedamernes Salon eller udforske festivalens mange madboder. TimeWinderbarerne sikrer, at tørsten kan slukkes med forfriskende drikke rundt på hele pladsen.
Musik og dans gennem tiderne
Med to scener fyldes festivalen med musik fra 1920’erne til 1980’erne. Fra ragtime og swing til rock’n’roll og tidens største hits – her er noget for enhver smag.
Overnatning med nostalgi
Festivalens campingområde byder på to muligheder: en Vintagecampingplads for entusiaster, der ønsker at bo i ægte retrostil, samt en almindelig campingplads for alle andre gæster.