Mand med instrument spiller ved x-factor

X Factor i Nordsjælland

12.1.2023
Foto: Lasse Lagoni/ TV 2

Fredag aften blændes der op for X Factors bootcamps, der denne gang er rykket til Nordsjælland.

Det bliver tre smukke og historiske kultursteder i Nordsjælland, der danner rammen om fredagens program, når de tre dommere Kwamie Liv, Simon Kvamm og Thomas Blachman skal træffe de sidste og afgørende valg i bootcampen ved årets X Factor.

X-Factor i Nordsjælland
Foto: Lasse Lagoni/ TV 2

Nordsjælland som location

De tre bootcamps finder i år sted på tre helt særlige museums- og kultursteder i Nordsjælland. Og stederne er ikke kun en scenisk kulisse – det er faktisk muligt at opleve dem som gæst eller turist, hvis man tager en tur til Nordsjælland.

Kwamie Liv på Munkeruphus

Foto:Lasse Lagoni/ TV 2&Nikolaj Danielsen

Kwamie Liv og hendes hold kommer til at udfolde deres musikalske kreativitet på udstillingsstedet Munkeruphus ved Dronningmølle, det tidligere hjem og arbejdssted for den anerkendte kunstner Gunnar Aagaard Andersen. I det fredede gamle træhus vises der fra april til slutningen af oktober skiftende udstillinger med kunst, arkitektur og design.

Simon Kvamm i Gjethuset

Foto:Lasse Lagoni/ TV 2&Daniel Overbeck

I Gjethuset i Frederiksværk lægges der op til en mere eksplosiv stemning hos Simon Kvamm og hans hold. I dag er Gjethuset et levende musik- og kulturhus med udstillinger, events og koncerter, men tilbage i 1700-tallet og frem var den flotte bygning et kanonstøberi og spillede en hel central rolle i Frederiksværks historie som leverandør af krudt og kugler til det danske forsvar.

Thomas Blachman på Esrum Kloster

Foto:Lasse Lagoni/ TV 2&Daniel Villadsen

Og så bliver det meget passende mystisk, mørkt og sanseligt, når Thomas Blachman og hans hold indtager Esrum Kloster. Klosteret blev indviet i 1151 af cistercienser-munkene og blev senere brugt som jagtslot af Kong Frederik 2. Bag de tykke mure kan man opleve klosterets dramatiske historie og lære mere om middelalderen, munkenes verden, tro og magt.

Sanger i til Bootcamp i Nordsjælland
Foto: Lasse Lagoni/ TV 2

I bedste sendetid

Optagelserne til X Factors bootcamp fandt sted i Nordsjælland i det sene efterår. Turistorganisationen VisitNordsjælland glæder sig til, at fredagens afsnit af X Factor løber af skærmen.

Munkeruphus, Gjethuset og Esrum Kloster har hver deres særlige historie og udtryk, der passer godt til tre stærke personligheder. Vi er glade for, at X Factor er blevet inspireret til netop at vælge de tre steder som en kreativ ramme for programmet. Det er tre kultursteder, som måske ikke alle kender, og som vi håber, at seerne vil lægge mærke til og få lyst til at vide mere om og besøge, siger direktør i VisitNordsjælland, Annette Sørensen.

Meget på spil

Der meget på spil for både deltagere og dommere, der opholder sig i hver deres bootcamp. Her skal deltagerne shine, og dommerne står overfor nogle svære beslutninger, når de hver især skal udvælge tre deltagere, der skal gå videre til liveprogrammerne.

To deltagere fra hver kategori duellerer om én plads videre, så hver dommer til sidst står med tre deltagere i alt: En solist over 23 år, en ung solist og en gruppe.

X Factor kan ses fredag kl. 20 på TV2 og TV2 Play.

Du kan læse mere om de tre bootcamps locations, og hvad du kan opleve ved et besøg, på VisitNordsjællands hjemmeside.

Christina Heinze Johansson

Kommunikation & PR

chj@visitnordsjaelland.com