Overnat og bliv lidt længere
I alt blev seks initiativer født ud af projektet, der skal være med til at styrke parkens profil og attraktionskraft samt skabe lokal turismeomsætning.
Oplevelsestilbuddene sigter mod at tiltrække flere købestærke gæster, også internationale, og fokus har været at få flere endagsturister til at overnatte i og omkring Nationalparken. På Nivå Campingplads er der nu etableret glamping og mobile shelters. De skal tiltrække en ny type af turister, der søger efter autentiske oplevelser, og tage dem helt tæt på naturen.
Gastromino, Vandrefestival og Nattero skal trække gæster til
Med konceptet ”Vild middag” samler gæsterne selv ingredienser til en middag i det fri, der er inspireret af, hvad dyrene spiser. ”Gastrominoen” er et andet initiativ, der tager afsæt i naturens spisekammer. Her kan turister cykle og spise sig vej gennem lokale fødevarer og overnatte i Nationalparken.
Udviklingen af nye oplevelser sigter også mod at udvide turistsæsonen. Nationalparken kan besøges hele året – og på alle tider af døgnet. Et af de nye oplevelsestilbud, der arbejdes på, er ”Nattero”; stillevandringer i vinterhalvårets tusmørke, der skærper sanserne og får roen til at sænke sig. Naturens indvirken på det mentale helbred er også omdrejningspunktet for ”Natur gør godt”, der tilbyder personlige udviklingsforløb til erhvervsledere med afsæt i naturen.
Et andet trækplaster bliver den tilbagevendende Nordsjællands Vandrefestival. Festivalen blev afholdt for første gang i efteråret på Esrum Kloster, hvor mere end tusind vandreentusiaster var samlet for at dele glæden ved at gå i naturen.