
Kulturnat på Frederiksborg Slot 2025 – Oplev slot og sanser i mørket
Når kulturnatten falder på, vågner Frederiksborg Slot op i tusmørket. En aften, hvor historien mærkes med lys, lyd, duft og smag i slottets sale, have og kirkerum.
En stemningsfuld aften i historiske rammer
Kulturnatten 2025 på Frederiksborg Slot inviterer til en sansefuld oplevelse, hvor slottets rum og omgivelser aktiveres på nye måder. Tusmørket og fakler i Barokhaven skaber rammen, mens du bevæger dig fra musik og historiske fortællinger til sanselige smagsoplevelser og dans i slotsgården.
Køb billetter til Kulturnatten på Frederiksborg Slot
Aktiviteter for både børn og voksne
Oplev museet med alle sanser
Inde på museet formidles historien med udgangspunkt i sanseoplevelser. Lys, lyd og interaktive elementer skaber en helt særlig stemning, hvor du kommer tættere på fortiden.
Rabarbergaarden for børn
Kl. 17.00–19.00 er der aktiviteter for børn i Barokhaven i samarbejde med Rabarbergaarden. Her kan sanserne drilles og udfordres med:
Råsmagning af forskellige råvarer
Bygning af insekthoteller
Fremstilling af frøbomber
Musik i Slotskirken
Slotskirken fyldes med sang og toner i løbet af aftenen:
Kl. 17.00: “Det fortryllede skab” – orgeloplevelse for børn
Kl. 18.00: Frederiksborg Drengekor
Kl. 19.30: Frederiksborg Kammerkor
Kl. 21.00: Fremvisning af det historiske Compeniusorgel
Silent disco i slotsgården
Når mørket sænker sig, skruer Frederiksborg op for stemningen – og ned for støjen. I den indre slotsgård kan du danse til nutidens beats under åben himmel – med høretelefoner. Musikken er kun for dem, der danser, mens murene bevarer stilheden.
Praktisk information
Du kan tage to gæster med gratis på kulturnatten, hvis du har Årskort 1+1.
Det anbefales at købe billet eller årskort i forvejen for at undgå kø.
I Barokhaven kan du opleve faklernes skær, når mørket falder på.
Folkekøkken på Rabarbergaarden kan tilkøbes fra august.