Helene Grav
Ifølge sagnet var Helene en from skånsk pige, som blev overfaldet og dræbt af røvere. Da de havde kastet hendes lig i vandet ved den svenske kyst, steg en stor klippeblok op af havets dyb og bar Helenes legeme over havet, hvor det drev i land ved Tisvildeleje.
Da lokale bønder og fiskere ville bære liget op over skrænten mod Tibirke Kirke for at give det en kristen begravelse, skete der det jærtegn, at en slugt åbnede sig i skrænten for deres fødder.
Betaget af synet satte de båren fra sig og straks sprang en kilde frem på stedet. På vejen mod kirken begyndte nogle af bærerne imidlertid at føre uhøvisk tale, og da sank båren med Helene ned i jorden, hvorved hun fik sit sidste hvilested kun nogle hundrede meter inde i landet på det der dengang var åben mark.
Gennem historien har troen på hellige kilders helbredende virkning medført, at også Helene Kilde var et velbesøgt sted. Mest kendt er nok Chr.IV, som tappede meget vand fra kilden og havde en badstue i nærheden. Helt op i det 19.århundrede var det vidt udbredt, at syge og svagelige forsynede sig med vand fra kilden og derefter tilbragte natten ved Helenes grav. Virkningen skulle være stærkest Sankt Hans Nat og igen senere på sommeren natten til Hellig Olavs Dag den 30 juli.
De valfartende, som blev helet for sygdom efterlod ikke blot krykker og forbindinger, men også ofte votivtavler og hårlokker i taknemmelighed over deres helbredelse. Det sidste vognlæs af den slags håndgribelige symboler på kildens helende kraft blev så vidt vides kørt til deponering på Tibirke Kirkes våbenhusloft så sent som i 1864.
Graven fremtræder i dag som en aflang firkantet græsgroet plet, hegnet af lave stendiger. De to kantrejste kampesten med fladsiderne imod hinanden repræsenterer Helene Grav.