©  Foto:

Esrum Kloster og Møllegård for børn - Oplev magien og historien

Lad børnene udforske historien på Esrum Kloster & Møllegård. Oplev eventyret om Eskilds magiske dag med børnevenlig historievandring eller tag VR-brillerne på og riv klostret ned og byg det op igen. 

 

Udforsk middelalderens landsby og børnenes egen verden på naturlegepladsen. 

Et besøg byder på sjov, leg og læring for hele familien, og på naturlegepladsen og i en af klosterets længer er der masser af aktiviteter for børnene. I skolernes ferier er der særlige ting på for børn på programmet. Lad børnene opleve eventyret om Eskilds Magiske dag gennem en historievandring via en app. Download Natureventyr-appen og tag børnene med på en spændende og gratis historievandring omkring Esrum Kloster og Møllegård, når det passer jer bedst!

Eventyret om Eskilds magiske dag

  • Præsenteret som en sjov skattejagt med udfordringer
  • Følger en børnevenlig rute på 1,4 km
  • Varighed på ca. 60 minutter
  • Designet til børn i alderen 4-9 år
  • Afsluttes ved naturlegepladsen
  • I butikken kan I få et flot diplom, når I har fuldført historievandringen.

Besøg Møllecaféen

I Møllecaféen kan I farvelægge tegningen fra Eskilds eventyrlige dag, og I kan få lidt godt at spise og drikke.

Naturlegepladsen

Esrum Naturlegeplads inviterer til leg og bevægelse for børn og voksne i alle aldre! Elementerne på naturlegepladsen er inspireret af middelalderen og dens landsbyer. Flere af elementerne er direkte baseret på redskaber og bygninger fra denne periode. Her kan man udforske en middelalderlig børneverden og leve sig ind i, hvordan børn fra forskellige samfundsklasser levede i middelalderen.

Børnenes egen verden

På det store fæstningsanlæg, Stormandsgården, med voldgrav og svævebane kan man lege som søn eller datter af adelige riddere. Man kan også angribe fæstningen ved hjælp af en gynge, der forestiller en blide. På markedspladsen kan man være håndværkerlærling og bage brød i teglovnen eller klatre rundt i de gamle sildetønder. Ved bondens hus kan man klatre på grise og lege i et stort brevdueslag, præcis som børn af bondeslægten ville gøre.

Når benene trænger til en pause efter lang tids udfordringer på crossfit-banen, kan man slå sig ned i spisehuset med en medbragt madpakke eller benytte bålpladsen til at lave snobrød eller anden mad over bål. Naturlegepladsen har gratis adgang og er åben døgnet rundt.

Oplev også Esrum Klosters magi via Augmented Reality

Bliv en del af en utrolig rejse gennem Esrum Klosters storhed og fald. Med en iPad i hånden kan du udforske det historiske landskab, genrejse de forsvundne bygninger og få et sjældent indblik i munkenes liv.

Bliv guidet af "Ånden fra Esrum Kloster" og oplev historien foldet ud foran dig. Byg klosteret op, dyk ned i det allerhelligste og riv det hele ned igen. En unik stedspecifik oplevelse, hvor virkelighed og digital verden smelter sammen.