Pilgrimme har vandret her siden middelalderen og vores egen Kierkegaard brugte området til en mental pause og skrev ’man kan vandre sig ud af problemerne’. Nordsjælland har alt en vandrer skal bruge, så pak rygsækken, snør vandreskoene, og få en på opleveren i områdets unikke natur. Hvis du er til det mere rå og barske, kan du selv lave lejr, sanke din mad og tænde bål. Start morgenen med en dukkert i havet eller i en af søerne, du gerne må bade i. Her er også plads til, at du trækker stikket ud, tager uret af og går afsted på en vandretur ind i dig selv.
Esrum-Tisvildevejen er en 77 km lang vandrerute fra Esrum Kloster til Tisvilde. En kulturhistorisk oplevelsesrute, der videreformidler hvad Nordsjælland rummer af natur, kultur og lokale produkter. Ruten er skabt af frivillige og går gennem otte små landsbyer i nogle af de smukkeste, naturrige og mest kulturhistoriske interessante områder af Nordsjælland. Man kan overnatte i landsbyerne både i det fri og på B&B.
I Nordsjælland er der højt til himlen, og du har muligheden for at overnatte ude i det fri midt i den grønne skov, hvor der flere steder er fri teltning, mulighed for at sove i hængekøje eller i shelters. I Nordsjælland har du som et af de eneste steder også mulighed for at sove på vandet i en flydende shelter.
Kan du bedre lide at komme indendørs og sove i en dejlig seng, har Nordsjælland mange alternativer. Der er Bed and Breakfast, campingpladser, vandrehjem og hoteller. Se et lille udpluk nedenunder, eller find flere under overnatning.