©  Foto:

Den gule kvalitetssti | Gå gennem Tisvilde Hegn i Nordsjælland

Gå fra gul prik til gul prik gennem Tisvilde Hegn ved Nordkysten. På turen kommer du forbi en forladt landsby, slotsruin, Troldeskoven og fascinerende rå natur, man normalt ikke forbinder med Danmark.

Stien gennem Tisvilde Hegn med de gule prikker er af Dansk Vandrelaug blevet certificeret som en kvalitetssti. Dette forsikrer, at du har de optimale betingelser for en god vandretur på stien. Sværhedsgraden på stien er let, så alle kan være med også børn, så længe de kan gå 7,2 km.

Find vej gennem Tisvilde Hegn på den gule sti

Stien er afmærket med gule prikker, men der mangler en gul prik her og der. Derfor anbefaler vi at du benytter din normale vandreapp eller du kan bruge kortet fra outdooractive

Sjov for børnene på turen

Lav vandreturen til en leg og lad børnen finde den næste gule prik på vej eller fortæl om de mange trolde som "selvfølgelig" i mange år har boet i skoven. 

Det skal du se på vejen

  • Sandflugten har gennem mange år præget området og har haft stor indvirkning på hvordan landskabet ser ud i dag. I Naturstyrelsens folder kan du læse mere om sandflugten i Tisvilde Hegn.
  • Troldeskovens krogede og knortede gamle skovfyr kan dateres helt tilbage til 1700-tallet. Når du bevæger dig rundt i skoven, får du en følelse af at være med i et eventyr. Dyk ned i Troldeskoven.
  • Torup - den forsvundne landsby - Landsbyen, der forsvandt i slutningen af 1500-tallet.
  • Asserbo Slotsruin - Voldgraven og de gamle ruiner af klosteret fra 1100-tallet kan stadig ses.
  • Den gule sti går et lille smut forbi stranden, så går du turen på en varm dag så husk badetøj. Den brede hvide sandstrand ligger lige omme på den anden side af klitterne. Går du turen på en blæsevejrsdag så kan du blive blæst rigtigt igennem med udsigt til de Kattegat.

Fakta om ruten

Transport til den gule sti i Tisvilde Hegn

Kommer du kørende i bil til stien, vil vi anbefale at starte ved Asserbo Slotsruin, her finder du en offentlig parkeringsplads, den nærmeste adresse er: Bisp Absalons Vej 28, 3300 Frederiksværk, alternativt kan du følge disse koordinater:
Breddegrad: 56,02375499168045 & Længdegrad: 12,05161852296442

Offentlig trafik

Kør med 320R mellem Helsinge St. og Frederikssund St., stå af på stoppet: Chr. E. Bartholdys Allé, herfra er der ca. 1 km til den gule sti. Tjek køreplanen

Lån en El-bil fra Share Now og tag på tur til Tisvilde Hegn

Bor du blandt andet i København uden adgang til din egen bil, så kan du låne en bil fra Share Now i 24 timer. Se priser for at låne en El-bil