Turismen i Nordsjælland har været hårdt ramt af krisen, men viser dog spæde tegn på fremgang. Ser man på registrerede overnatninger på eksempelvis hoteller, feriehuse og campingpladser i VisitNordsjællands kommuner, er tallet for september måned langt bedre end før Corona-krisen. Faktisk med en stigning på 15,6% i forhold til september 2019.
"De positive tal for september måned er et glimt i det mørke, der nu har varet i halvandet år. Vi viser forsigtig begejstring, velvidende at turisterhvervet fortsat er meget udsat og sårbart," siger direktør i VisitNordsjælland Annette Sørensen.
Overnatningskampagne har båret frugt
Turismen tilbyder mange gratis glæder, men i løbet af året har VisitNordsjælland haft særligt fokus på at fremhæve den del af turismebranchen, som har kasseapparater, og hvor turismen er levegrundlag for de mennesker, der står bag.
De nordsjællandske hoteller, campingpladser og vandrehjem har været særligt udfordrede under krisen. For at understøtte deres salgsindsats har VisitNordsjælland kørt kampagner på de sociale medier med opfordring til turisterne om at overnatte og blive lidt længere.
”Vi har allerede godt fat i endagsturisterne, og tal fra vores hjemmeside viser, at vi især appellerer til det københavnske publikum, som står for den altovervejende del af trafikken til siden. Med vores kampagneindsats har vi været helt nede i marketingstragten for at konvertere endagsbesøgene til overnattende gæster.
Vi har fået et godt greb om netop københavnerne, men resten af Sjælland og jyderne har også taget godt imod vores direkte opfordring om at bruge længere tid og sove i Nordsjælland,” siger Annette Sørensen, direktør i VisitNordsjælland.
De udenlandske turister skal tilbage
Men selvom hotelsengene i Nordsjælland er fyldt godt op, så er der en vigtig målgruppe, der fortsat er fraværende i statistikkerne, nemlig de udenlandske turister, som før krisen udgjorde 30% af overnatningerne i Nordsjælland. Det tal er nu nede på 13%.
Fokus for VisitNordsjælland er selvsagt at sparke gang i den internationale turisme igen – også selv om den stadig er meget skrøbelig. Pandemien må vi leve med, og den vil skiftevis blusse op og aftage. Derfor bliver udfordringen at ramme de rigtige udenlandske målgrupper på de rigtige tidspunkter og satse endnu mere på nærmarkeder som Sverige, Tyskland og Holland