Hillerød på liste over 20 mest perfekte weekendrejsemål i Europa
Hillerød er kommet på en fornem liste over 20 rejsemål i Europa, der er perfekte at besøge på en weekendtur.
Det er den britiske avis, The Telegraph, som har udvalgt den nordsjællandske slotsby som det ideelle sted at spendere en forlænget weekend. De øvrige destinationer på listen tæller eksotiske rejsemål som Biarritz i Frankrig og San Sebastían i Spanien.
”Man taber kæben, når man ser Frederiksborg Slot”, skriver The Telegraph, der også nævner slottets nye restaurant Rabarbergaarden Slottet, samt byens nye hotel, Zleep, der åbnede i april. Også Nationalpark Kongernes Nordsjælland nævnes som udflugtsmål. Avisen skriver, at ”med en ny konge i 2024 er det nærliggende at besøge den historiske by, Hillerød”.
Netop tronskiftet har givet anledning til fornyet interesse blandt de udenlandske medier for Nordsjællands royale fortælling og slottene i Hillerød og Fredensborg, fortæller Christina Heinze Johansson, presseansvarlig hos VisitNordsjælland.
Sammen med turistorganisationen VisitDenmarks landekontorer arbejder VisitNordsjælland for at skabe omtale af Nordsjælland i udlandet bl.a. gennem udenlandske pressebesøg.
I august sidste år fremhævede The Telegraph de nordsjællandske kyster, der i udlandet også kendes som ”The Danish Riviera”, som en ud af flere oplagte destinationer ved Østersøen at holde ferie.
The Telegraph har flere end 2 millioner læsere.
Læs artiklen
- Link til artiklen i The Telegraph (Bag betalingsmur)
- Læs hele artiklen i sin helhed
Kommunikation & PR