Tisvildevejen i Nordsjælland. En vandrerute med smukke naturoplevelser på Sjælland.

Vandretur -og naturoplevelser på Tisvildevejen

Få frisk luft til hovedet, rum til tanker og plads til sanserne. Ta’ en vandretur i Nordsjælland på den charmerende gamle pilgrimsrute: Tisvildevejen. Ruten har været benyttet af pilgrimme siden middelalderen, og selv vores egen Søren Kierkegaard brugte området til en mental pause.

....for som han skrev:  “Man kan vandre sig ud af problemerne”.

Af Daniel Villadsen

Jeg havde fornøjelsen af, at udforske den smukke vandrerute Tisvildevejen i oktober, mens efterårsfarverne stod klart og tydeligt. På en solrig oktoberdag tjekkede min kæreste og jeg ind på Pensionat Kildegaard i Tisvildeleje. Et charmerende sted med masser af sjæl, unikke værelser, en opholdsstue ved navn “Mormors stue”, og en familiær atmosfære. Fra denne base skulle vi ud og nyde et par dages vandreferie med en masse naturoplevelser i det nordsjællandske efterårslandskab.

Esrum Kloster ligger ved Esrum og er porten til de dejligste naturoplevelser og vandreture i det nordlige Sjælland.
På Esrum Kloster er der en urtehave med specielle urter. Besøg klostret, se udstillingerne og klæd dig måske ud som munk eller tag på vandretur i området med Esrum Kloster som udgangspunkt.

Vi kørte først til Esrum Kloster - det egentlige mål for den gamle pilgrimsrute. Dette gamle kloster var i middelalderen et vigtigt centrum for både magt og kultur, eftersom det bl.a. ejede det meste af landområderne på Nordsjælland. Der var liv på gårdspladsen, hvor familier var taget på udflugt i efterårsferien.

Her kunne man både læse om klosterets imponerende historie, gå en tur i gårdhaven, eller prøve kræfter med middelalderens forskellige måder at konservere mad på de opsatte værksteder. Dertil var der også skattejagt med forskellige opgaveposter i området, som vi så mange børnefamilier gå rundt og udforske.

Fra Esrum Kloster bevægede vi os langs de fint skiltede stier ned til Esrum Sø - et sted, som vi tidligere på sensommeren har udforsket fra kajak. Det var sjovt at se søen fra en ny side. Vi gik gennem de store skove i Gribskov, og nød roen. Farverne grøn, gul og orange lyste op i solens stråler, som skinnede ned gennem trækronerne og kastede lange lysstriber på stien.

En kort pause på en sten ved søbreddens kant gav plads til at nyde solens varme, og lytte til bølgernes rolige skvulpen. Den friske efterårsluft og de mange sanseindtryk fik os til at sænke skuldrene, og trække vejret helt ned i maven. Et egern løb over stien foran os og susede energisk op ad en egetræsstamme, mens den nysgerrigt holdt øje med os.

Går du Esrum-Tisvildevejen vil du på turen komme forbi Danmarks største sø Arresø samt mange smukke naturoplevelser.
Esrum-Tisvildevejen er en ca. 25 km lang vandretur gennem det nordlige Sjælland, hvor du får en masse naturoplevelser, kan se sjældne fugle samt overnatte i det fri i shelter.

Frokostpausen blev nydt i solen ved den charmerende gamle Pibe Mølle. Den står stolt på en bakketop, med udsigt ud over landskabet. Solen varmede, mens køerne gik og græssede på marken ved siden af møllen.

Pibe Mølle ligger ved Anisse i Nordsjælland. Det er en af Danmarks ældste møller og efter aftale kan man komme op i møllen. Udsigten er fantastisk. Tag en udflugt til Nordsjælland, som er et godt udgangspunkt for vandreture og oplev naturen

Vi fortsatte videre til Ramløse Havn, hvor vi parkerede bilen og gik ud for at udforske Ramløse Bakker. Et par fiskehejre fløj over os, da vi gik afsted. Det var tydeligt at se istidens præg i det bakkede landskab, og ved stien fandt vi den fineste lille bålplads med panoramaudsigt ud over Danmarks største sø Arresø.

Arresø, som er Danmarks største sø ligger midt i Nordsjælland omgivet af skov og naturoplevelser af de helt store. Om sommeren kan du bl.a tage på sejltur med den lille færge M/S Frederikke som stævner ud fra Arresødal ved Frederiksværk By.
Arresø er Danmarks største sø. Arresø ligger i Nordsjælland og rummer mange spændende og smukke naturoplevelser. Tag vandrestøvlerne på og gå en tur langs søen. Der er flere steder udkigs poster og små broer, hvor man kan studere det rige fugleliv. Måske du er heldig at få øje på isfuglen som yngler ved søen.

Dagens sidste stop var Tisvilde HegnI en åben græsbeklædt lysning midt inde i skoven ligger Asserbo Slotsruin og emmer af sagn fra en svunden tid. Herfra kan man bevæge sig gennem den store skov, forbi nogle af de mange gamle fortidsminder og gravhøje ud til havet. Skyggerne var så småt begyndt at blive længere, i takt med at efterårssolen bevægede sig lavere på himlen.

Vi gik ud gennem stierne i retning mod solnedgangen. De høje fyrretræer tårnede op omkring os, og blev erstattet af de krogede fyrre- og birketræer i det berømte område; Troldeskoven, da vi nærmede os kysten. Lyden af bølgernes brusen blev højere jo tættere vi kom på stranden.

Vi nød solnedgangens fra klitterne på stranden, med udsigt over havet, der åbnede sig mod nord. Herefter bevægede os igen tilbage gennem skoven, og hjem til pensionatet.

Melby Overdrev ligger mellem Liseleje og Tisvildeleje. Dette fredede område rummer spændende naturoplevelser, fugle og fauna. Gå en vandretur i området, som er perfekt for udendørsaktiviteter.

Næste dag udforskede vi mere af Tisvilde Hegn, og fulgte vandreruten ind fra Tisvildeleje Strand. Her er det muligt at gå en god del af strækningen på stranden. Det har en beroligende effekt, at lytte til bølgerne og mærke den salte luft i ansigtet, mens man går. Vi mødte endda et par ryttere på vores vej, som var ude og lufte deres heste i efterårssolen.

Efter en fin dagstur rundt i skoven og langs stranden, kom vi tilbage til bilen, og satte os ind med en god følelse af at fyldt op med ny energi til både krop og sind. 

Vandring på Tisvildevejen er en helt perfekt måde at geare ned på, med plads til at suge sanseindtrykkene til sig og nyde naturen i sit eget tempo.

Tisvilde Hegn i Nordsjælland. Udgangspunkt for skønne vandreture og naturoplevelser i Nordsjælland.
Ridning på Tisvildeleje strand i Nordsjælland. her er højt til loftet og kilometervis af skøn strand og naturoplevelser.

Om Skribenten

Daniel Villadsen er fra Odense og kombinerer sin passion for friluftsliv med sit arbejde som freelancefotograf. Se hans billeder på Instagram (@dvphoto.dk), hvor han også deler ud af sine turtips, på ”Daniel Villadsen Photography” på Facebook samt på hans hjemmeside.