Nye kommercielle oplevelsessteder
Visionen er at skabe en kommerciel infrastruktur i og omkring Nationalpark Kongernes Nordsjælland, der kan fremme erhvervsudvikling og optimere gæsternes samlede oplevelse, samtidig med at der tænkes på bæredygtighed og respekt for naturen. Projektet skal løfte 8-10 udvalgte nationalparktematiserede service- og oplevelsessteder og fremme et ”økosystem” af små virksomheder (f.eks. guider med særlig ekspertise), lokale/frivillige, foreninger, større virksomheder (f.eks. hoteller med lokale fødevarer på menuen) og andre kommercielle aktører.
I projektet vil man blandt andet se på erfaringer fra andre nationalparker i Danmark og udenlands, identificere, afdække og prioritere målgrupper, nicher og værdikæder samt teste oplevelseskoncepter og planlægge oplevelsesstedernes knudepunkter og faciliteter.