I projektet ’Bæredygtig mobilitet’ udvikles og testes løsninger, som skal inspirere nationale såvel som internationale turister til at tage fra København til oplevelser på Sjælland og øerne ved brug af bæredygtig transport. I løbet af sommeren 2021 skal en shuttlebus, en last mile-vandrerute, lejecykler på stationer, og dertilhørende ruteforslag, gøre det nemmere for turister og andre besøgende at nå ud til eksempelvis Sagnlandet Lejre, Herslev Bryghus, Gavnø Slot, Kikhavn og Nationalpark Kongernes Nordsjælland.
En del af formålet med projektet er desuden at bidrage til en genopbygning af turismen efter coronakrisen, hvor bæredygtighed er en bærende søjle.
”Under corona har vores rejsepræferencer og -muligheder ændret sig markant, og behovet for plads og åbne vidder er blandt andet blevet større. Det har været en god anledning til at teste, hvad der skal til for at få turister til at besøge attraktioner uden for København uden at sætte sig ind i bilen. Projektet har derfor også til formål at gøre opmærksom på andre og mindre kendte oplevelser, som man sagtens kan få på en dagstur uden bil, hvis transporten hele vejen fra A til Z ellers er nem og overskuelig,” siger Claudia Rota Andersen, projektchef hos Dansk Kyst- og Naturturisme.
Projektet er blevet til i et samarbejde mellem Dansk Kyst- og Naturturisme, Wonderful Copenhagen, VisitNordsjælland, Visit Fjordlandet og Visit Sydsjælland-Møn. Projektet resulterer i anbefalinger til, hvordan andre destinationer og øvrige aktører kan teste og udvikle bæredygtige mobilitetsløsninger.
Oplevelser og fleksibilitet i højsædet
I løbet af foråret 2021 har der været gennemført en række forundersøgelser og minitests, hvor ruteforslag og oplevelsesprodukter er blevet testet blandt københavnere uden bil. Efterspørgslen på de udviklede ruter blev blandt andet undersøgt via en voxpop i Fælledparken i København med tilfældigt forbipasserende, og gennem dybdegående interviews gav potentielle rejsende deres feedback på de udviklede rejsemål og ruteforslag. Herefter blev ruterne tilpasset og skal nu testes i praksis og af rekrutterede testpersoner.
”Noget af det, som vi via forundersøgelserne er blevet klogere på er, at selve aktiviteten skal være i centrum i formidlingen af oplevelserne frem for fakta om det givne sted. Dernæst er det vigtigt at skabe plads til frihed og fleksibilitet i transportformen, så du kan afbryde en given rute, når du selv ønsker det,” fortæller Signe Gjelstrup Mouridsen, Senior Manager i Research & Business Development hos Wonderful Copenhagen.