Feriemagasiner 2023

Nyt magasin viser vej til store og små oplevelser i Nordsjælland

30.3.2023
Forfatter: Jesper Bækgaard
Foto: VisitNordsjælland

Forårets helligdage og ferietid står for døren. Men hvad skal man opleve, og hvor skal man tage hen? ”Dit Nordsjælland,” VisitNordsjællands nye magasin, er på gaden netop nu med masser af inspiration til udflugter, dagsture og ferieoplevelser.

Vil du finde roen på en gåtur på Halsninoen, den populære vandrerute i Halsnæs? Tage på cykeltur ved Øresund? Tage på kunstrunde til Nordsjællands kunstmuseer eller fordybe dig i historien på slottene? Flade ud på stranden eller smage dig vej gennem Nordsjællands gårdbutikker og vingårde?

Mulighederne er mange, for i Nordsjælland er der noget at opleve for alle og hele året. VisitNordsjællænds nye magasin ”Dit Nordsjælland” dykker ned i et væld af natur- og kulturoplevelser – museer, attraktioner, restauranter, shopping events, overnatning – og meget mere.

Inspiration til oplevelser året rundt

På 100 farverige sider foldes fortællingen om ”Dit Nordsjælland” ud med oplevelser for store og små, for dem, der er aktive, og dem der bare vil slappe af. Magasinet skal tjene som inspiration for danske og udenlandske turister, der overvejer Nordsjælland som deres næste rejsemål, men også til dem, der leder efter idéer til dagsture til kendte og mindre kendte steder i Fredensborg, Gribskov, Hillerød og Halsnæs.

Derfor hedder magasinet ”Dit Nordsjælland” for uanset hvem man er, og hvor man kommer fra, så er der altid noget at opleve i Nordsjælland.

Plads til lokale ildsjæle

I Nordsjælland er der mennesker, som får ting til at ske, fordi de med knofedt, ildhu og gode idéer kaster sig hovedkulds ud i projekter og ikke giver slip, før de lykkes. De skaber liv i vandkanten, på landet og i byen og gør små, men nære oplevelser, store.

De har også fået plads i ”Dit Nordsjælland”. Bl.a. møder vi brødrene Jeppe og Johan Ingversen, der står bag surfcentret i det vindomsuste Lynæs, hvor de har skabt et stærkt lokalt fællesskab.

I magasinet kan man også læse om Nicole Broch Estrup, OL-atlet og en af Danmarks dygtigste golfspillere, der rejser verden rundt i kraft af sit talent, men som netop finder sit helle i Nordsjælland, hvor hun er fra.

Læs feriemagasinet Dit Nordsjælland 2023
Foto: Visitnordsjælland
Your North Sealand Magazine 2023
Foto: VisitNordsjælland

Samarbejde med Egmont

For andet år i træk har VisitNordsjælland valgt at samarbejde om udgivelsen med Story House Egmont, der står bag nogle af Danmarks mest kendte og læste magasiner. ”Vi er på en rejse, og samarbejdet med Egmont er et skridt til at styrke og folde fortællingen ud om Nordsjælland og gøre den levende i ord, billeder og grafik.

Magasinets linje giver et nyt blikfang og greb på indholdet,” siger Jesper Bækgaard, marketingschef i VisitNordsjælland. Samarbejdet gør det også muligt at blive en del af Egmonts distribution, og i foråret kommer magasinet med i en såkaldt sampak til 21.000 læsere af Eurowoman og Alt for damerne.

Et trykt magasin, der er digitalt

Magasinet er blevet en klassiker, der hænger ved, og som turister lader sig guide og inspirere af. Det gælder det trykte magasin, men der er også overraskende mange, som downloader magasinet online. Sidste års magasin blev set på en skærm næsten 180.000 gange, heraf den engelske version 60.000 gange.

”Udgivelsen af magasinet supplerer vores digitale markedsføringsindsats. Det gælder både økonomisk, da overskuddet fra magasinet hvert år går til markedsføring af Nordsjælland. Og så møder vi vores målgruppe på flere platforme, og på forskellige faser i deres rejse – fra inspiration til beslutningen tages om, hvor ferien skal gå hen, og turisten kommer hertil.

Magasinet giver os mulighed for at folde nogle længere historier ud. Turisterne gemmer magasinet i feriehuset, hvor hele familien læser det. Eller tager det med rundt eller downloader det inden eller på turen, som rigtig mange gør,” siger Jesper Bækgaard.

Stor opbakning blandt erhvervet

Magasinet er blevet til i tæt samarbejde med det nordsjællandske turismeerhverv, som igen i år har vist stor opbakning. Hele 200 turistaktører fordelt over hele destinationen har valgt at købe sig til omtale i magasinet - fra Nordsjællands mange museer og kulturattraktioner til overnatnings- og spisestederne.

”Dit Nordsjælland” er helt centralt for vores markedsføring til både at inspirere og guide gæsterne på destinationen, og det er dejligt at mærke den store opbakning til magasinet. Vi får jævnligt feedback fra turisterhvervet om, at gæsterne besøger dem, fordi de har læst om dem i magasinet,” siger Annette Sørensen, direktør i VisitNordsjælland.

Gratis inspiration i ferielandet, på mobilen eller i postkassen "Dit Nordsjælland" udkommer årligt i 90.000 eksemplarer på dansk og engelsk og er at finde på ca. 150 såkaldte turistinspirationer - museer, feriecentre, hoteller, spisesteder og i butikker i Nordsjælland.

Magasinet er gratis og kan også fås i turistinformationen i København (Copenhagen Visitor Service) og hoteller i og omkring København. Derudover omdeles magasinet til 11.000 feriehuse i Nordsjælland. Det sker i samarbejde med lokale sportsforeninger, som dermed tjener en skilling til deres ungdomsarbejde.

Magasinet kan downloades på VisitNordsjællands hjemmeside. Her kan man også bestille magasinet og få det tilsendt via Billetexpressen mod betaling af porto.

Jesper Bækgaard
Vil du vide mere om magasinet DIT NORDSJÆLLAND?

Markedsføringschef

jeb@visitnordsjaelland.com