De bedste strande i Nordsjælland
Find de bedste strande i Nordsjælland – fra brede sandstrande langs Den Danske Riviera til børnevenlige badestrande, havnebade og rolige strande tæt på naturen. Oplev blandt andet strandene ved Hundested, Liseleje, Tisvildeleje, Rågeleje, Gilleleje, Dronningmølle og Nivå.
Strande langs Den Danske Riviera
Mange af Nordsjællands mest populære strande ligger langs Den Danske Riviera på Nordkysten. Her møder brede sandstrande og klitter hyggelige badebyer, fiskerlejer og naturområder – og der er gode muligheder for både badning, strandliv og aktive oplevelser ved vandet.
Langs kysten finder du både strande tæt på byliv, caféer og restauranter og mere rolige badesteder omgivet af natur. Flere strande har faciliteter som badebro, toilet, parkering og adgangsforhold for gangbesværede, mens faciliteter og livredning varierer fra strand til strand.
Strande ved Hundested og Lynæs
Ved Hundested og Lynæs finder du både klassiske sandstrande, havbad og gode muligheder for aktiviteter på vandet. Trekanten Strand ligger tæt på Hundested Havn og kombinerer sandstrand og udsigt over Isefjordens munding med kort afstand til byens caféer, ishuse og oplevelser.
Få kilometer derfra ligger Lynæs Strand og Havbad ved det hyggelige havnemiljø i Lynæs. Her kan du bade fra stranden eller havnebadet, og det lave vand ved stranden gør området velegnet til familier. Ved Lynæs Surfcenter kan strandturen desuden kombineres med blandt andet SUP og kajak.
I området finder du også Gråstenvej Strand og Nødebo Huse Strand, hvis du søger mindre og mere rolige badesteder.
Strande ved Liseleje og Tisvildeleje
Liseleje og Tisvildeleje er blandt de klassiske badebyer langs Den Danske Riviera og byder på nogle af Nordsjællands mest kendte sandstrande.
Liseleje Strand ligger tæt på byen og har en bred sandstrand med gode muligheder for en dag ved vandet. Vil du længere væk fra badebyens liv, finder du Lille Kulgab og Stængehus Strand længere mod øst, hvor klitter, strand og Tisvilde Hegn danner rammen om mere naturprægede strandoplevelser.
I Tisvildeleje ligger stranden for enden af hovedgaden med de karakteristiske badehuse og kort afstand til byens caféer og spisesteder. Her kan en dag på stranden nemt kombineres med en tur i Tisvilde Hegn eller en gåtur gennem badebyen.
Blå Flag Strande i Nordsjælland
Blå Flag er en international miljømærkning for strande og lystbådehavne. På en Blå Flag-strand stilles der blandt andet krav til badevandskvalitet, sikkerhed, information, faciliteter og formidling om natur og miljø.
På Blå Flag-strande kan du blandt andet forvente:
- rent og kontrolleret badevand
- livrednings- og førstehjælpsudstyr
- information om natur og miljø
- adgang til toilet
- affaldsfaciliteter og information på stranden.
Strande ved Rågeleje, Smidstrup og Gilleleje
Mellem Rågeleje og Gilleleje finder du både klassiske badebystrande, mindre badesteder og strande tæt på havn og byliv.
Rågeleje Strand er kendt for sine karakteristiske stribede badehuse, strandpromenaden og udsigten over Kattegat. Herfra er der også kort vej til Heatherhill, hvor bakker og kystnatur giver mulighed for en gåtur med udsigt over havet.
Længere mod øst ligger Smidstrup Strand, og fortsætter du til Gilleleje, kan du kombinere strandlivet med fiskerihavn, butikker, caféer og restauranter. Gilleleje har flere strande, blandt andet Strandbakkerne øst for byen og Veststranden vest for havnen.
Strande ved Dronningmølle og Nivå
Ved Dronningmølle og Nivå finder du strande, der er velegnede til en afslappet dag ved vandet og til familier med børn.
Dronningmølle Strand har finkornet sand og lavt vand og er en populær badestrand på Nordkysten. I den østlige del af stranden er der adgangsforhold for kørestolsbrugere og handicaptoilet.
Nivå Strand ligger ved Nivå Bugt tæt på havnen. Stranden har lavt vand og kan kombineres med en tur omkring Nivå Havn eller i naturområdet Nivå Bugt Strandenge, som ligger i gåafstand fra stranden.
Tryg badning langs Nordkysten
Den Nordsjællandske Livredningstjeneste bemander en række strande langs Nordsjællands kyst i sommerperioden. Livredderne holder opsyn med badegæsterne og arbejder samtidig med forebyggelse og information om sikkerhed ved vandet.
Hvilke strande der er bemandede, og hvornår livredderne er til stede, kan variere fra sæson til sæson. Tjek derfor altid den aktuelle oversigt hos Den Nordsjællandske Livredningstjeneste, inden du tager afsted.
De Nordsjællandske strande med livredderpost
Her kan du se de 13 strande i Nordsjælland, der bevogtes af livreddere hver dag fra juni til august:
- Villingebæk v. Dronningmølle
- Veststranden, Gilleleje
- Strandbakkerne, Gilleleje
- Smidstrup Strand
- Heatherhill, Rågeleje
- Strandbjerggaard, Rågeleje
- Trekanten Hundested
- Lynæs Strand & Havbad
- Liseleje Strand
- Lille Kulgab, Liseleje
- Stængehus Strand
- Tisvildeleje Strand
- Nivå Strand
Badning i søer i Nordsjælland
Strandene er ikke de eneste steder, hvor du kan tage en dukkert i Nordsjælland. Du kan også bade i flere søer, blandt andet Teglgårdssøen i Hillerød og Esrum Sø ved Fredensborg.
Ved Teglgårdssøen kan du bade tæt på Hillerød bymidte, mens Esrum Sø byder på badning i naturskønne omgivelser. Tjek altid de lokale forhold, badevandsinformation og eventuel skiltning, inden du går i vandet.
Blå Flag Havne i Nordsjælland
Flere havne i Nordsjælland arbejder med miljø, sikkerhed og gode faciliteter for besøgende. Blå Flag for lystbådehavne stiller blandt andet krav til sikkerhedsudstyr, miljøinformation, affaldshåndtering og faciliteter på havnen.
På en Blå Flag-havn finder du blandt andet information om miljø og natur, adgang til sikkerhedsudstyr og faciliteter til håndtering af affald.
Oplev også dette
Ofte stillede spørgsmål om strande i Nordsjælland
Hvor finder du de bedste strande i Nordsjælland, og hvilke strande passer til børn, natur eller en dag ved kysten? Find korte svar om sandstrande, børnevenlige strande, livreddere og badning langs Den Danske Riviera.
Må man have hunden med på stranden?
På Naturstyrelses hjemmeside kan man læse meget mere om at tage sin hund med på stranden. Men kort og godt så skal hunden holdes i snor på stranden i sommerhalvåret, som går fra april til og med september. I vinterhalvåret, som går fra oktober til og med marts, må hunden gerne være løs på stranden, men kun hvis den ikke forvolder andre skade og man som ejer har kontrol over sin hund.
På en del strande, hvor der om sommeren er blå flag, er det dog helt forbudt at medtage hunde – læg derfor altid mærke til en evt. lokal skiltning.
Hvilke strande har blå flag?
På en del af de Nordsjællandske strande, vajer det blå flag om sommeren. Det blå flag er et symbol på at stranden er kvalitetssikret og badevandskvaliteten er helt i top og der passes på miljøet.
Er der naturist strande?
Det er tilladt at bade nøgen på alle offentlige strande i Danmark, man skal dog udvise hensyn til de andre strandgæster. Du kan se og læse mere om det på www.strandguide.dk
Hvad er Den Danske Riviera?
Den Danske Riviera er betegnelsen for Nordsjællands 90 kilometer lange kyststrækning. Navnet er ikke et nyt smart markedsføringstiltag, allerede i 1923 omtaler den første turistbrochure Den Danske Riviera. En riviera består ikke af strand, sand og badevand alene, men også af et bagland med et rigt udbud af kulturelle oplevelser, spisesteder og attraktioner.





















