Turismerekord i Nordsjælland: 2024 blev et historisk år
Turismen i Nordsjælland har nået nye højder. Flere end 1 million turistovernatninger blev der registreret i de fire nordsjællandske kommuner Fredensborg, Halsnæs, Hillerød og Gribskov i 2024. Det er det højeste antal nogensinde. Særligt de udenlandske gæster har fundet tilbage til Nordsjælland på samme niveau som før pandemien og har bidraget til betydelig vækst.
Der er grund til begejstring hos turismeorganisationen VisitNordsjælland. Samlet set er de fire nordsjællandske kommuner gået frem med 9% flere overnatninger sammenlignet med samme periode sidste år. Det er også 10% flere overnatninger end 2019, altså før Corona indtraf.
“Turismen i Nordsjælland blomstrer, og tallene bekræfter, at Nordsjælland som destination har en stærk tiltrækningskraft, der kan stå distancen i den intense konkurrence om turisterne,” siger Frederikke Krabek Friholm, nytiltrådt direktør i VisitNordsjælland.
I alt 1.085.275 overnatninger blev registreret på de nordsjællandske hoteller, campingpladser, feriehuse, feriecentre, vandrehjem og lystbådehavne i 2024, hvilket er rekord.
Minister for Byer og Landdistrikter, og turismens minister, Morten Dahlin (V), udtaler: ”Dansk turisme havde et godt 2024, hvor antallet af overnatninger på landsplan steg med 2 procent. I Nordsjælland er vækstraten endnu højere. Det glæder mig meget at se den flotte udvikling i Nordsjælland, hvor man er lykkedes med en fælles turismeindsats på tværs af kommuner, turisterhverv, borgere, VisitNordsjælland og statslige aktører. Det er et stærkt udgangspunkt for at nå at de ambitiøse mål, som vi har sat for at indfri turismens enorme potentiale og sikre vækst og arbejdspladser i de kommende år.”
Halsnæs og Hillerød i Top-10
Nordsjælland ligger med 9% tilvækst godt til, når vi kigger hen over det øvrige Danmark, hvor den gennemsnitlige vækstrate er på 2%. Især Halsnæs og Hillerød har haft et stærkt år. Flere og flere turister, især danske, har fået øjnene op for Halsnæs, der har landets næsthøjeste vækstrate på 27%, mens Hillerød ligger på en femteplads med 15 % flere overnatninger. Sidstnævnte har bl.a. udvidet overnatningskapaciteten med åbningen af det nye hotel, Four Points Flex by Sheraton Hillerød, og i 2024 blev Hillerød fremhævet som et af 20 bedste weekendrejsemål i Europa af den britiske avis The Daily Telegraph.
Minister roser indsats
Minister for Byer og Landdistrikter, og turismens minister, Morten Dahlin (V), udtaler:
”Dansk turisme havde et godt 2024, hvor antallet af overnatninger på landsplan steg med 2 procent. I Nordsjælland er vækstraten endnu højere. Det glæder mig meget at se den flotte udvikling i Nordsjælland, hvor man er lykkedes med en fælles turismeindsats på tværs af kommuner, turisterhverv, borgere, VisitNordsjælland og statslige aktører. Det er et stærkt udgangspunkt for at nå at de ambitiøse mål, som vi har sat for at indfri turismens enorme potentiale og sikre vækst og arbejdspladser i de kommende år.”
De udenlandske turister er tilbage
Det er stadig overvejende danske turister, der overnatter i Nordsjælland, cirka 70%. Der var 8% flere danske overnatninger end i 2023, hvor der på landsplan har været et fald på 1%. Og så er andelen af udenlandske turister nu tilbage på samme niveau som før pandemien, 30%, til trods for at svage kronekurser stadig holder mange nordmænd og svenskere væk.
Tyskerne, derimod, har fundet vej til Nordsjælland og står for 16% flere overnatninger end i samme periode i 2019. Dermed er tyskerne nu på niveau med de ellers campingglade hollændere, ligesom tyskerne også i stor stil er vendt tilbage til deres foretrukne ferieform, nemlig feriehusene.
“Vi er glade for at se flere tyske gæster, hvilket viser, at vores målrettede indsats på det tyske marked – herunder en fokuseret kampagne rettet mod campingsegmentet – har haft effekt. Vi har store forventninger til udviklingen, set i lyset af den kommende Femern-forbindelse, hvor vi sammen med de øvrige destinationer på Sjælland vil intensivere vores markedsføring i de kommende år," siger Frederikke Krabek Friholm, direktør i VisitNordsjælland.
©VisitNordsjællandFoto:Daniel Villadsen
Nordsjælland – open for business
Det er ikke kun ferieturismen, der er i vækst – de forretningsrelaterede overnatninger er også steget. I 2024 oplevede Nordsjælland en stigning på 5,4 % i overnatninger* fra forretningsrejsende, hvilket er over 2019-niveau.
VisitNordsjælland oplever en stigende interesse fra virksomheder, der vil holde møder i Nordsjælland, og arbejder i regi af mødeturismenetværket Unikke Mødesteder på at positionere Nordsjælland som en attraktiv destination for erhvervslivet.
Uudnyttet potentiale
Selvom de udenlandske turister nu igen er tilbage i Nordsjælland, er der plads til udvikling, mener VisitNordsjællands direktør.
“Der ligger et uforløst potentiale i at tiltrække flere af de købestærke udenlandske turister i København til Nordsjælland. Vi skal konvertere endagsturisterne til at blive overnattende gæster og forlænge turistsæsonen. Vi har både plads og kapacitet til at tage imod dem, men der er er stadig en god bid vej til at få skabt den helårsturisme, vi gerne vil. Det kræver, at vi øger kendskabsgraden og fortsat udvikler stærke og attraktive oplevelser, der kan lokke gæsterne til, også uden for højsæsonen,” siger Frederikke Krabek Friholm.
Med et rekordår i bagagen ser VisitNordsjælland frem til at fortsætte udviklingen af Nordsjælland som en stærk destination i den intense konkurrence. En national statusanalyse udført af Det Nationale Turismeforum viser, at turisterne – ifølge foreløbige tal – brugte 4,2 mia. kr. i Nordsjælland i 2023.
*Fredensborg, Halsnæs, Hillerød, Helsingør og Gribskov.
©VisitNordsjællandFoto:Ann Jørgensen

Direktør