VisitNordsjælland yder en aktiv indsats for at modbevise Danmarks dårlige score

Danmark kommer på en skuffende 117. plads i rapporten World Economic Forum fra marts 2013, som bl.a. beskriver hvor åbne i alt 140 lande er til at tage imod turister. Men i VisitNordsjælland forsøger vi rent faktisk at gøre noget ved den kedelige placering ved at invitere til uddannelse af oplevelsesaktørerne på destinationen, så vi kan give vores gæster og turister den bedst mulige oplevelse, mener Dorte Kiilerich, direktør i VisitNordsjælland.
Tirsdag, april 23, 2013

Debatoplæg: VisitNordsjælland bidrager til at tage godt imod vores udenlandske turister, men det er i særdeleshed i mødet med eksempelvis hotellet, attraktionen, butikken og caféen, at værtskabet virkelig tæller. Med kompetenceudviklingsprojektet ”Det Gode Værtskab” er Erhvervsskolen Nordsjælland i samarbejde med VisitNordsjælland i fuld gang med at afholde testforløb i uddannelsen af turismeerhvervets medarbejdere, så Nordsjællands gæster oplever en service på internationalt niveau. En oplevelse der i sidste ende forhåbentlig er med til at give turisterne en personlig oplevelse og dermed løfte vækstgrundlaget for Nordsjællands turisme.

For ændring af holdninger og adfærd skal starte et sted – selv i det små, og selv om det tager tid. VisitNordsjælland lader ikke stå til. Vi er ikke ligeglade. Vi yder en aktiv indsats for at modbevise Danmarks dårlige score i føromtalte rapport. Når vi taler og uddanner medarbejderne i holdninger og adfærd på kurserne oplever vi, at det gode værtskab rent faktisk gør en fordel for den enkelte.

Vi har fået flere ønsker fra såvel aktører som politikere om, at vores destination netop skal udmærke sig i at yde den bedst mulige service overfor borgere som gæster – og det har vi igangsat i 2011. Hamlet Scenen, Esrum Kloster, Museet for Søfart og Kulturværftet er nogle af de nordsjællandske aktører, som præger og deltager i vores kurser. 

Efter at have researchet, udviklet og testet kurserne i ”Det Gode Værtskab” i halvandet år, er målet ved at være nået. Vi kan nu se frem til at kurserne i løbet af 2013 bliver udbudt som AMU-kurser på Erhvervsskole Nordsjælland i Hillerød rettet mod frontlinjemedarbejdere med gæste- og kundekontakt. Og derved forhåbentlig sætte en bølge i gang, så vores gode service og modtagelsen af udenlandske turister i fremtiden bliver lige så kendt som vores slotte, hyggelige byer, kystlinje og gastronomi.

Er du interesseret i mere om Kongernes Nordsjællands Værtskabskurser, kan du læse mere om dem her.

Projektleder Charlotte Konradsen Ayed er klar ved mailen på: cka@esnord.dk

Venligst

Dorte Kiilerich

Del denne side

Flere nyheder fra Kompetenceudvikling

Besøg nyhedsarkivet og læs flere nyheder om udviklingen af værtskabskurser, der opkvalificerer medarbejdere inden for turisme- og serviceerhvervet i Nordsjælland.