jul i nordsjælland julemad risengrød ris a la mande mandel december

Opskrift på risengrød

Foto: Pixabay

Sådan laver du risengrød. Husk nu at gemme en portion til nissen!

Hvis det virkelig skal være jul skal nissen have en portion risengrød. Men hvordan er det nu lige, at du laver den bedste risengrød som hverken nisser eller husets mindste kan lade være i fred? Vi har besøgt "Haver til Maver" her i Nordsjælland og fået både lidt hjælp og god inspiration til den perfekte opskrift. Her er en opskrift som både er let at gå til - og som kun blive bedre med lidt æblekompot.

Risengrød: 1 time 4 personer 

Ingredienser 

Risengrød:

1½ dl vand
225 g grødris
1,3 liter mælk (sødmælk eller letmælk efter eget valg)
½ tsk salt

Kanelsukker

2 spsk stødt kanel
4 spsk sukker

Æblekompot

2 æbler
0,5 dl æblemost 

Tilbehør

Smør til smørklat på toppen af grøden

Risengrød

1. Kom vandet i en stor gryde og bring det i kog på komfuret.

2. Skyl grødrisene i en sigte og hæld dem op i gryden. Kog vandet op igen.

3. Lad grødrisene koge ved middel varme i et par minutter, mens du rører rundt.

4. Tilsæt mælken og rør rundt, til mælken koger. Pas på, når mælken nærmer sig kogepunktet, for så begynder den at stige og boble op.

5. Skru ned for varmen og kom låg på gryden.

6. Kog ved helt svag varme i 30-35 minutter, til risene er kogt til en cremet risengrød. Rør en gang imellem i gryden, så det ikke brænder på undervejs.

Kanelsukker

Bland kanel og sukker i en lille skål.

Æblekompot

  1. Skræl æblerne, del dem i midten i fire lige store stykker og skær kernehuset fra.
  2. Skær æblerne op i mindre stykker og læg dem op i en gryde med æblemost i bunden.
  3. Kog forsigtigt æblekompotten til den er helt blød.

Spis risengrøden med en skefuld æblekompot, en smule kanelsukker og en smørklat på toppen .

Tip: Du kan også bruge høkasse-metoden: Kog risene i mælken i 5 minutter. pak så gryden ind i et lag aviser og stil den ind i sengen under dynen eller i en hø-kasse i nogle timer. Så er risengrøden færdig. 

 

 

 

Opskrift er leveret af Haver til Maver. Haver til Maver er en almennyttig forening med base på Krogerup Avlsgaard i Humlebæk. Foreningen arbejder for at styrke børn og unges engagement i bæredygtighed, madkultur og sundhed gennem bl.a. undervisningsforløb i økologiske skolehaver med fokus på læring om jord til bord. Haver til Maver er derudover også med til at udvikle og uddele MIT kokkeri, en kogebog til børn som siden 2015 er blevet uddelt til 300.000 børn i hele Danmark. I er altid velkomne til at komme og besøge os på Krogerup og se skolehaverne og vores udekøkken. Glædelig madglad jul til alle!