Kom til en helt særlig oplevelse på Rudolph Tegners Museum: Stearinlysfest. De foregår altid de to første fredage i september, hvor en eller flere kunstnere kommer og underholder, mens mørket falder på og hundredvis af stearinlys tager over og skaber magi. Til denne anden stearinlysfest i år, fredag d. 11. september, kan du opleve Kolarova Ulrikkeholm Duo.
Programmet åbner med Carl Philipp Emanuel Bachs lyriske og stormfulde Fløjtekoncert i d-mol. C.P.E. Bach var i sin samtid faktisk mere berømt end sin far, Johann Sebastian Bach. Både Mozart og Beethoven beundrede ham meget.
Derpå følger, i anledning af Beethovens 250-års jubilæum, en lille perle fra den unge Beethoven: Beethovens Fløjtesonate i B dur. Sjældent opført - men uhyre elegant og charmerende.
Koncertens hovedværk er Sergej Prokofievs Sonate for fløjte og klaver, op. 94. Den er komponeret i krigsårene 1942-43 og blev uropført i Moskva i 1943. Den verdensberømte violinist David Oistrakh bistod efterfølgende Prokofiev i at lave en version af sonaten for violin og klaver. Sonaten er en af hjørnestenene i repertoiret og viser fløjten fra både sin mest virtuose og poetiske side.
I år bliver kun halvdelen af det normale antal billetter sat til salg. Publikum henvises til at holde afstand ved ind- og udgang, samt under pausen. Medbring mundbind, såfremt det ønskes. Ved køb af billetter skal det angives hvor mange I er i en gruppe, der kan sidde sammen. Der vil stå navn på sæderne. Pladserne fordeles i den rækkefølge, de bliver købt. Så jo før du køber billet, jo tættere på scenen bliver du placeret.
Rusland kalder man området omkring Rudolph Tegners Museum og Statuepark, og lige netop Statueparken er et besøg værd. Så kom derfor i god tid og få en ekstra oplevelse inden Stearinlysfesten starter på museet. Læs mere om museet og statueparken her