Royal Stage er Nordsjællands nye omdrejningspunkt for events, koncerter, sport, messer, konferencer og andre store arrangementer. Med en klar reference til Hillerøds kongelige historie, Frederiksborg Slot og Kongernes Nordsjælland, har kulturcentret fået navnet Royal Stage med Royal Unibrew som navnesponsor.
Det tidligere FrederiksborgCentret har i mange år været Nordsjællands største center for sport, udstillinger, koncerter, møder og konferencer. Med opførelsen af den store nye arena sikres muligheden for at huse arrangementer af en helt anden størrelse. Det oprindelige FrederiksborgCentret og den nye store tilbygning hedder samlet fremover ROYAL STAGE.
Der bliver mulighed for at afholde sportsevents med plads til over 3.000 siddende gæster på faste tribuner og mobiltribuner. Hertil kommer 9 skybokse til VIP-gæster med direkte udsyn til opvisningshallen og en VIP-lounge på 300 m².
Arenaen har et gulvareal på 2632 m², som passer til én håndboldbane eller to træningsbaner. Størrelsen, og en platform med mulighed for direkte TV-transmissioner, gør Royal Stage ideel til afholdelse og transmission af landskampe og opvisningskampe.
I forvejen råder centret over to store sports- og mødehaller, en bordtennishal, kampsportshaller, en fysioterapi og et træningscenter, en svømmehal, en badmintonhal og en tennishal. På det store udendørsareal på 80.000 m² er der faciliteter til fodbold, petanque, tennis, bueskydning, beachvolley og streetbasket.
Det giver nogle helt unikke muligheder for at kombinere ting – f.eks. at skræddersy en konference til et arrangement, eller at kombinere et arrangement med idrætsudøvelse.