Kunsten, der viser sorte amerikaneres virkelighed – se Arthur Jafa på Louisiana

Hvordan ser sorte amerikaneres liv ud? Hvordan er det at leve med politivold og racisme? Arthur Jafas udstilling på Louisiana Museum of Modern Art har været undervejs i to år. Men den kunne ikke være mere aktuel end nu.

Fortællinger om sort identitet

I maj 2020 blev George Floyd dræbt af politiet i Minnesota, USA. Verden var i chok. Men det var amerikanerne ikke – især ikke de sorte amerikanere. De var vrede.

Marginalisering, vold og racisme er nemlig en del af deres virkelighed. Det har det været gennem århundreder. En virkelighed, som Arthur Jafa dokumenterer gennem sin kunst.

Køb billet til Louisiana Museum of Modern Art

Kunsten findes i videoklip fra Youtube

Oplev de afroamerikanske livsvilkår gennem billeder, video og installation. Se, hvordan Arthur Jafa bruger fotografier fra blade og videoklip fra Youtube i en fortælling om sort identitet, populærkultur og aktivisme. Fra slaver og slaveejere til politivold, menneskerettighedsforkæmpere og superstjerner.

Spis på Louisiana Museum of Modern Art

En besked om kærlighed – se hovedværket

Du kan se Arthur Jafas hovedværk Love Is The Message, The Message Is Death fra 2016 som en del af udstillingen. Videoværket blev til i forbindelse med valget af Donald Trump til præsident samme år. Det er en stærk skildring af vold og uretfærdighed, dans og glæde, ekstrem fattigdom og vanvittig rigdom.

Værket er en sammenblanding af videoklip fra internettet og historiske optagelser. Rytmen, billederne og musikken æder sig ind på dig: Sort-hvid-billeder af en dreng, der bliver holdt af en slaveejer. Unge kvinder fra nutiden, der filmer sig selv, mens de danser. Tåregas, politi og demonstrerende mennesker.

Læs mere om Louisiana Museum of Modern Art

Hvem er Arthur Jafa?

Arthur Jafa regnes som én af de vigtigste kunstnere netop nu. Han har altid haft en passion for at klippe fotografier ud af bøger og magasiner og sætte dem sammen på ny. Én hans store inspirationskilder er internettet og særligt Youtube. Her går han på opdagelse i populærkulturen og bruger den i sine værker.

Han begyndte som filmfotograf og laver stadig videoer, bl.a. for sorte kunstnere som Beyoncé, Solange og Kanye West. Sidste år vandt Arthur Jafa Guldløven på Venedig Biennalen for værket The White Album, der viser de hvides privilegier i USA.

Find overnatningsmuligheder i nærheden

Book billetten på forhånd

I vinteren 2020/2021 skal billetter til Louisiana Museum of Modern Art bookes på forhånd på museets hjemmeside. Vi opfordrer til, at du orienterer dig om eventuelle ændringer før dit besøg.

Fakta

Hvad: Arthur Jafa
Hvor: Louisiana, Gammel Strandvej 13, 3050 Humlebæk
Hvornår: 9. december 2020 til 9. maj 2021
Åbningstider: Se Louisianas åbningstider
Book billet: Køb billet til Louisiana