VisitNordsjælland

Fredensborg Museum – lokalhistorie fra by og land, sø og hav

På Fredensborg Museum kan du opleve genstande og historier fra mere end 23 små og store geografiske lokaliteter fra det nuværende Fredensborg Kommune – fra Esrum sø i vest til Øresund i øst, fra slottet mod nord til industriminder mod syd. Her har været mennesker siden stenalderen og der kommer stadig nye til.

Oplev skolen for 100 år siden

Museet er oplagt at besøge for forældre eller bedsteforældre med børn. I skolestuen kan I se og prøve hvordan det var at gå i skole for 50-100 år siden. I kan kigge i gamle skolebøger og skrive på tavle eller med pen og blæk. På 1. sal kan I gå på opdagelse i landsbysamfundene og blive klogere på mænd og kvinders forskellige roller. For hvordan fik man smør før andelsmejerierne kom til – og hvad er et andelsmejeri? Og hvorfor var det vigtigt at have en smed i landsbyen i gamle dage? Læs mere om udstillingen.

Årets særudstilling er "Børneliv" 

Museet har hvert år en ny særudstilling, i 2021 er det ”Børneliv” – en udstilling om at være barn fra begyndelsen af 1700-tallet til omkring 1960. Du kan blive klogere på børns rolle i familien, på skoleliv og fritidsliv men også på det anderledes børneliv som det, der var på drengehjemmet Haabet i Fredensborg. Til særudstillingen "Børneliv".

I museets have kan I spise jeres medbragte mad og lege med noget af det gamle legetøj. Man kan lave æggeløb, trille tøndebånd, slå til munken og gå på stylter. Og hvis man tør, kan man prøve at sidde på træhesten, hvor bønder før i tiden blev sat som straf, hvis de havde gjort noget forkert. Se de mange lege i haven

I Vognporten er der køretøjer og landbrugsredskaber. Brandsprøjten fra Fredensborg Slot er udstillet, en lille kane fra Gunderød og en helt særlig foldeharve fra midten af 1700-tallet finder man også her. Hvis I vil vide mere om landsbyen Avderøds historie, kan I tage en folder og gå en tur rundt og se hvor frysehuset, købmanden og skolen lå før.

Praktisk information

  • Museet har gratis adgang.
  • Parkeringspladser lige ved siden af museet.
  • Bus 375R går næsten til døren.
  • Der er handicaplift til museets stueetage, men man kan desværre ikke komme op på 1. sal.
  • Adressen: Avderødvej 19, Avderød, 2980 Kokkedal
  • Museet har vinterlukket 1. november - 1. marts.
  • Åbningstider tirsdag – søndag kl. 13-16