VisitNordsjælland

Fodbolde og universer – Søren Meibom viser fodbold i fem dimensioner på Det Nationalhistoriske Museum

Se fodbold på en måde, du ikke har set det før. På Det Nationalhistoriske Museum oplever du den verdensomspændende sport gennem kunstens og astrofysikkens verden.

Kraftfulde streger og en millimetertynd fodbold på Det Nationalhistoriske Museum

Når du træder ind i udstillingen på Det Nationalhistoriske Museum, ser du fodbold på en ny måde. Du ser et portræt af fodboldens læderskal – der er kun få millimeter mellem verden udenfor og luften inde i bolden. Og du ser et stadion oppefra, nærmest i bevægelse af streger og cirkler, tegnet voldsomt og med stor intensitet i strålende farver.

Det er værker af spillet og af genstandene. Det er en udforskning af sporten i verden og i universet.

Tag til Frederiksborg Slot og oplev tidligere fodboldspiller Søren Meibom udstille sin kunst på Det Nationalhistoriske Museum. Han zoomer helt ind på spillet og hylder det i al sin kompleksitet og dimensioner.

Find billetter og åbningstider på Det Nationalhistoriske Museum

Fodboldudstilling mellem kunst og astrofysik

Søren Meibom er ikke kun tidligere fodboldspiller og nuværende kunstner. Han er også astrofysiker. Og det går igen i kunsten. Værkerne er kendetegnet af den astrofysiske, systematiske måde at gå til verden på: Der indgår rette vinkler, udregninger og grafer. Og så er elementerne sat sammen på måder, så det minder om stjernernes og galaksernes drømmelignende mønstre i universet.

Besøg Det Nationalhistoriske Museum på Frederiksborg Slot

Det er for at vise, hvordan fodbolden binder mennesker sammen på tværs af verden, at Søren Meibom bruger graferne, ligningerne og diagrammerne. Han bruger videnskaben til at tilbyde et anderledes perspektiv på fodbolden.

Fra fodbold på eliteplan til Det Nationalhistoriske Museum

Selvom han altid har interesseret sig for kunsten, var det fodbolden, der trak i Søren Meibom i en ung alder. Her kom han hurtigt op på eliteplan og spillede på ungdomslandsholdet.

Ved siden af spillet studerede han. Og da han fik mulighed for at studere en Ph.d. i astrofysik i USA, sagde han farvel til fodboldkarrieren. Gennem 14 år forskede han ved Harvard-Smithsonian Center for Astrophysics, indtil han helt helligede sig kunsten.

Gå også en tur til Hillerød – slotsby og shoppingcentrum