Kystfiskeri i Gribskov

TISVILDELEJE VEST er en spændende plads, hvor der særligt i efteråret - fra august til oktober - og igen i løbet af foråret kan opleves et medrivende fiskeri. Fra den offentlige parkeringsplads for enden af Hovedgaden og vestover finder man revler og badekar, hvor havørrederne trækker ind for at jage rejer og tobis.

Bredde: 56° 3'21.58"N

Længde: 12° 3'27.50"Ø

HOLLØSELUND STRANDVEJ er et kyststræk med sandrevler, spredte tangplateauer, stenbræmmer og bøgebrydere. Parkering på den offentlige p-plads ved Kaprifolievej / Holløselund Strandvej 24, hvorfra der er 300 m ned til vandet.

Bredde: 56° 4'22.21"N

Længde: 12° 5'53.79"Ø

VEJBY STRAND er et kyststræk, hvor der fiskes fra stensætninger udover partier med sten, blæretang og ålegræs.

Bredde: 56° 4'57.59"N

Længde: 12° 7'17.14"Ø

HEATHER HILL er endnu en kystplads, hvor sandbund afløses af langstrakte partier af vegetation, badekar og spredte stenrev. Der kan parkeres på den offentlige parkeringsplads, hvor Rågelejevej møder Svanemosen.

Bredde: 56° 5'21.11"N

Længde: 12° 8'14.07"Ø

UDSHOLT STRAND kan fiskes med udgangspunkt i parkeringspladsen ved Rågeleje Strandvej, og her er der et stræk på omkring 2 kilometer med afvekslende bundforhold bestående af sand, sten, blæretang og ålegræs, som kan affiskes.

Bredde: 56° 6'36.78"N

Længde: 12°11'7.20"Ø

HAVSTOKKEN er en spændende plads med afvekslende bundforhold, sand, større og mindre sten, blæretang og ålegræs. Her kan fiskes ud mod pynten til vest, hvor der kan være godt fiskeri helt inde langs med land, når tidevandet løber.

Bredde: 56° 6'48.68"N

Længde: 12°12'23.75"Ø

SMIDSTRUP STRAND er et populært badested om sommeren, men i efterårsmånederne, om vinteren og i løbet af foråret kan der opleves et hektisk fiskeri her. Parkering finder sted på den offentlige parkeringsplads for enden af Smidstrup Søvej, og herfra kan der fiskes et par hundrede meter mod vest og 500 meter mod øst.

Bredde: 56° 7'14.64"N

Længde: 12°14'11.60"Ø

TINKERUP STRAND finder man ved den offentlige parkeringsplads ved Tinkerup Strandvej 30. Fra parkerinspladsen, som ligger omtrent 100 meter fra vandet, finder man et kyststræk med bølgebrydere, sandrevler og nogle grødebælter, som især spinne- og bombardafiskerne kan afdække effektivt med lange kast.

Bredde: 56° 7'28.27"N

Længde: 12°15'35.40"Ø

GILBJERG HOVED er en fantastisk plads til vadefiskeri, men på strækket mod øst, kan der faktisk fiskes fra land, eftersom her bliver relativt hurtigt dybt og havørrederne trækker tæt langs med land. Der parkeres på Gilbjerg Hoved parkeringsplads ved Tinkerup Strandvej, hvorfra der er 500 meter til vandet – eller ved på parkeringspladsen Ved Skrænten 2-4.

Bredde: 56° 7'39.19"N

Længde: 12°18'8.73"Ø

NAKKEHOVED er et lækkert kyststræk med suveræne bundforhold og et til tider hektisk fiskeri efter fouragerende havørreder. Parkering for enden af Fyrvejen – ved den offentlige p-plads, og herfra går turen ned til vandet.

Bredde: 56° 7'8.13"N

Længde: 12°20'51.86"Ø

MUNKERUP STRAND kan fiskes med udgangspunkt i parkeringspladsen i skoven ved Munkeruphus. Herfra er der under 200 meter til vandet – og et stræk, som kan fiskes, hvis de mere direkte nordvendte kyststræk mod vest er plumrede og ufiskbare.

Bredde: 56° 6'40.97"N

Længde: 12°21'55.52"Ø

 

Del denne side