Hvad kan man fiske i Nordsjælland?

Egentlig er det kun fantasien, der sætter grænser, når det gælder fiskeriet i Nordsjælland. Her er mulighed for fredfyldt fiskeri fra båd på nogle af de større søer med gode chancer for både gedde, aborre og sandart. Familien kan tages med til en put & take sø, hvor alt er tilrettelagt og chancen for at fange en flot ørred er rigtig god. Og for den ihærdige og erfarne kystfisker byder Nordkysten på et væld af spændende kystpladser, hvor det er muligt at få en sølvblank drømmefisk på krogen. Langs kysterne kan surf-castere more sig med spændende artsfiskeri. På havne og moler, kan man medefiske efter fladfisk og andre bundnære fisk. Vil man have en god oplevelse til havs med noget, der minder om garanti for fangst, så er der flere turbåde at gøre brug af.


Kystfiskeri

Nordkysten byder på noget af Danmarks ubetinget bedste kystfiskeri. Kysten fungerer som jagtrevirer for vandrende havørreder fra nær og fjern, og langs hele kystlinjen er havørredpladserne fordelt som perler på en snor. Det er især kombinationen af sandrevler, stensætninger, rev, ålegræs og blæretang, samt de rige fødeforekomster, som gør at havørrederne har en forkærlighed for området – et område, der er perfekt til vadefiskeri (spin og flue), og som hvert år kaster fisk af imponerende størrelse af sig. Sæsonen strækker sig over hele året, men særligt månederne fra marts til maj og igen fra begyndelsen af september og frem til november kan man have fantastisk fiskeri på kysten. Arter:Havørred, Makrel, Hornfisk, Multe.

 

Surf-casting

Langs hovedparten af den Nordsjællandske kystlinje, kan man som surfcaster nå ud over sandrevler og dybere vand, hvor mængder at spændende fiskearter kan fanges. DM i surfcasting afholdes hvert år i Gribskov Kommune, og du kan læse mere om arrangementet på surfcastingklub.dk  Arter: Skrubbe, Ising, Rødspætte, Tunge, Pighvar, Hvilling, Torsk, Ålekvabbe, Ulk, Fjæsing

 

Mole- og havnefiskeri

Mole- og havnefiskeri er en hyggelig og folkelig fiskedisciplin, som hverken stiller store krav til erfaring eller grej. Alt du skal bruge er et basalt fiskesæt med et bundtackel bestående af en krog og et lod samt nogle sand- eller børsteorm. Nogle af de mest kendte mole- og havnepladser er Helsingør Havn, Ålsgårde Havn, Gilleleje Havn, Hornbæk Havn og Hundested Havn. Arter: Skrubbe, Ising, Rødspætte, Hvilling, Makrel, Hornfisk, Fjæsing


Hav- og kutterfiskeri

Hav- og kutterfiskeri er en social affære, hvor man får prøvet sine søben af, hygger med de andre medfiskere og – formentligt – får en masse fine fisk med hjem. Der er masser af kuttere af vælge imellem, og nedenfor finder du et lille udpluk af dem: Havfiskeri kan også dyrkes fra egen båd, som kan søsættes fra én af de mange lokale havnes slæbesteder (som oftest imod betaling): http://www.slaebesteder.dk/

Når forholdene tillader det, kan der også fiskes fra kajak, hvilket giver god mening, når der fiskes kystnært efter eksempelvis havørred. Overvej eksempelvis at leje en pedalkajak, som giver god rækkevidde og mulighed for at fokusere på fiskeriet: http://www.tilhavs.dk/ Arter: Torsk, Sild, Makrel, Sej, Hornfisk, Skrubbe, Ising, Rødspætte, Tunge, Pighvar, Hvilling, Ålekvabbe, Ulk

 

Put & Take-fiskeri

Put & Take-fiskeri egner sig fantastisk til familier med børn eller til nybegynderen, der gerne vil i kontakt med sin første ørred. I regionen finder man den hyggelige og atmosfæriske Lyngbo Put & Take – eller Hagelsegaard Ørredfiskeri, som den også er kendt som. Søen ligger i et naturskønt område med masser af plads, og i den 12.000 kvm store sø udsættes der regelmæssigt fangstklare regnbueørreder på 1 kg og opefter. Arter: Regnbueørred, Bækørred

Søfiskeri

Søfiskeri bliver mere og mere populært, og ikke uden grund. Her kan man ofte finde læ og ro og med lidt held kan populære sportsfisk såsom aborre, gedde og sandart fanges i første hug. Desuden er der mulighed for at bedrive et varieret medefiskeri efter arter såsom brasen, suder og skalle. I enkelte af regionens søer skal der indløses fiskekort, før fiskeriet kan påbegyndes. Se oversigt på udinaturen.dk.

På flere af de store søer såsom Esrum Sø, Gurre Sø og Arresø kan man leje båd, og dermed forøge sin fiskeradius og fangstchancer betragteligt:

Arter: Gedde, Aborre, Sandart, Brasen, Suder, Skalle


Fiskeri for de allermindste

Fiskeri kan være alt fra afslappende og hyggeligt til åndeløst spændende og nervepirrende. Og det behøver ikke være så svært endda. Derfor er det også en oplagt familieaktivitet, hvor de allermindste kan være med.

Der er ikke noget som samler en familie, som at drage mod fiskevandet med en masse god proviant og nogle hyggelige og bekymringsløse timer i vente. Det er en sammentømrende aktivitet, som giver masser af frisk luft, tid til samtale og eftertanke samt masser af mindeværdige øjeblikke, som man kan se tilbage på sammen.

Vil du gerne i gang med lystfiskeriet, er der masser af inspiration og lavpraktiske tips i en programserie produceret af Fishing Zealand og Danmarks Sportsfiskerforbund. Programserien hedder FiskeGUIDEN, og den ligger frit tilgængelig på YouTube.

 



Del denne side