Det søde liv

I løbet af tre oplevelsesrige dage har vi tilrettelagt et program, hvor I kan lade jer forkæle i det naturskønne område omkring Helsingør. Weekenden byder på spa og afkobling på et af Nordsjællands bedste hoteller og masser af kulturelle og gastronomiske oplevelser og udfordringer - bl.a. et besøg på Louisiana.

Fredag

• Check ind kl. 16 på Comwell Borupgaard i Snekkersten til five o’clock tea og en dessert produceret af lokale råvarer.
• Derefter er der afslapning i det dejlige AquaSpa-område. Her kan I bl.a. prøve koldtvandsbassin, relaxsauna, aromaterapi, fodbad, tropical showers og udendørs hottub. Der er også et fitnessrum, hvis der skal gøres plads til de mange desserter.
• Middagen nydes på Madam Sprunck i Helsingør. I dag serveres der klassiske, årstidsbevidste menuer, der henter inspiration fra de spanske, franske og italienske kvalitetskøkkener. Køkkenets filosofi er: gode råvarer og dygtige kokke - så kan næsten alt lade sig gøre!

Lørdag 

• Start dagen med en skøn løbetur i Egebæksvangskov og slut turen af med en forfriskende dukkert i Øresund på Snekkersten strand. Du kan også “nøjes” med en tur i poolen eller bare sove længe. Efter en dejlig morgenmad går turen til Kronborg Slot.
• Kl. 11 starter en guidet tur på Kronborg Slot, turen tager jer tilbage i tiden. I løbet af ca. ½ time får I en fantastisk fortælling om slottet. Giv jer også tid til at besøge Strandvejsristeriet på slottet og de arbejdende værksteder Kronværkerne. Det er det første sted i Danmark, hvor man kan sidde og nyde friskbrygget kaffe og samtidig opleve en kafferister i funktion.
• Kl. 15 går turen til det underjordiske Museet for Søfart. Oplevelsen af dette unikke museum begynder allerede før man træder ind i bygningen. Følg de skrånende broer ned i den gamle tørdok mellem Kronborg og Kulturværftet og træd ind i et underjordisk museum, tegnet af det verdenskendte arkitektfirma BIG, Bjarke Ingels Group.
• Inden middagen er der tid til afslapning og til at nyde de smukke omgivelser.
• Kl. 20 er der middag på Restaurant Sletten, der ligger midt i det gamle og idylliske Sletten Havn i Humlebæk. Omgivet af små hyggelige fiskerhuse og med direkte udsigt til havnen og Øresund oser stedet af charme og nostalgi. Det er folkene fra den internationalt anerkendte restaurant Formel B, der står bag restauranten. 

Søndag

• Efter en dejlig morgenmad og tjek ud, går turen til gårdbutikker fra Smag på Nordsjælland. Med et klippekort kan I besøge en del af de mange gårdbutikker og få en smagsoplevelser i tapas-størrelse. Da gårdenes udbud ændrer sig i forhold til sæsonen, vil den konkrete oplevelse altid være en overraskelse.
• Som afslutning på weekenden er det tid til et besøg på Louisiana Museum of Modern Art i Humlebæk. Det enestående museum ligger med panoramaudsigt over Øresund og omkranses af en stor skulpturpark. Samspillet mellem kunst, natur og arkitektur er unikt i Europa.

Turen rundt foretages i egen bil.

Del denne side

Prøv også ...

Kongen gør klar til dit besøg