Gå til indhold
©  Foto:

Verdensnavnet, du aldrig har hørt om – Georgiske Niko Pirosmani på Louisiana

Han er Georgiens absolut største maler, ligesom Munch er for nordmændene eller Da Vinci for italienerne. Men kender du ham? Oplev Niko Pirosmanis dragende malerier på Louisiana.

Kunstneren, der endnu er ukendt for de fleste

Hvis vi siger ”Niko Pirosmani” – hvad siger du så? Det er okay, hvis du aldrig har hørt om den georgiske maler, for det er der ikke mange, der har i Nordeuropa. Men i Georgien regnes han for tidernes største maler.

…Og det er der god grund til. Når du træder ind i udstillingen på Louisiana Museum of Modern Art, vil du se de dragende malerier, der med deres legende og let barnlige udtryk, har tålt tidens tand og er lige relevante nu som før.

Oplev Niko Pirosmani på Louisiana Museum of Modern Art

Naivistiske og nutidige malerier

Penselstrøgene er brede, farverne stærke og kontrastfyldte. Det er ofte enkelte scener, Niko Pirosmani udfolder: En kvinde stirrer på dig med en kurv fuld af druer i armene, et herreselskab spiser med hvid dug i naturen, en hvid giraf vender hovedet mod dig.

Motiverne er naivistiske. Der sker ikke så meget. Men blikkene kigger ofte ud fra lærrederne, borer sig ind i beskueren, og farverne lyser mod mørke baggrunde, så det er svært at se væk igen.

Find billetpriser og åbningstider på Louisiana Museum of Modern Art

Døde fattig – som Van Gogh

Niko Pirosmani var hverken hædret eller anerkendt i sin levetid. Han blev født i 1862 og døde i 1918 – og i al den tid var han fattig, malede billeder til gengæld for mad, og blev i det hele taget ikke anset for noget særligt.

Det var først efter hans død, at georgierne fik øjnene op for Niko Pirosmanis enorme talent. Som Vincent van Gogh, og mange andre kunstnere, er han efter sin død blevet et ikon for sit lands kunst, ligesom der også er opstået fængende myter om hans liv.

Besøg Louisiana Museum of Modern Art

Legenden: En fransk sangerinde og en million røde roser

Én af fortællingerne om Niko Pirosmani, er fortællingen om hans store forelskelse i den franske sangerinde Margarita de Sevres. Fortællingen er helt sikkert ikke blevet mindre god gennem årene:

Niko Pirosmani forelskede sig voldsomt i Margarita de Sevres, da hun var på et ophold i Georgien. Der var desværre tale om ulykkelig kærlighed, da hun ikke værdigede ham et blik. Pirosmani blev ude af sig selv og faldt ved mere end én lejlighed grædende sammen for hendes fødder.

Forelskelsen kulminerede i et hav af roser – for Pirosmani solgte alle sine ejendele, købte hele byens blomsterbeholdning og lod dem fragte til Margarita de Sevres’ opholdssted. Han fik et enkelt kys for den noget overvældende, men dog romantiske, gestus, før sangerinden forlod landet.

Share your wonders: