Gå til indhold
©  Foto:

Særudstilling på Frederiksborg Slot - H.K.H. Kronprinsesse Mary 1972 - 2022

I anledning af H.K.H. Kronprinsesse Marys 50-års fødselsdag arrangerer Det Nationalhistoriske Museum på Frederiksborg Slot en særudstilling, der fortæller Kronprinsessens personlige historie.

Kronprinsesse Mary fylder 50 år

De fleste af os husker nok tv-billederne af et ungt par, der sad i en sofa og offentliggjorde deres forlovelse. Smilende, lidt generte og meget forelskede.

Meget er sket siden Kronprinsesse Mary for første gang blev præsenteret for den danske befolkning i 2003. Hun har erobret vores hjerter med sin elegante væremåde og sit store fokus på godgørende formål, blandt andet mobning i skolerne og kvinders ret til ligestilling i hele verden.

I år fylder kronprinsessen 50 år – og det skal fejres på Det Nationalhistoriske Museum Frederiksborg Slot.

Besøg udstillingen om Kronprinsesse Mary på Det Nationalhistoriske Museum

Se det nye portræt af Kronprinsesse Mary på Det Nationalhistoriske Museum

Som en del af fødselsdagsfejringen har Det Nationalhistoriske Museum bestilt et helt nyt portræt af Kronprinsesse Mary. Se det i udstillingen.

Portrættet er malet af spanskfødte Jesús Herrera Martínez, der bor og arbejder i Danmark. Han vandt i 2017 museets konkurrence ”Portræt NU!”. I udstillingen kan du også se forstudier og skitser til det nye portræt.

Kronprinsesse Mary er den første borgerlige kronprinsesse i Danmark. Portrættet kommer til at indgå i Det Nationalhistoriske Museums samling, og du kan se det sammen med portrætterne af tidligere prinsesser og kronprinsesser.

Se åbningstider og billetpriser på Det Nationalhistoriske Museum

Fortællingen om kronprinsesserollen 

Udstillingen viser, hvordan kronprinsesserollen gennem tiden er blevet skabt i et samspil mellem historiske rammer og traditioner samt den aktuelle virkelighed.

I udstillingen møder du prinsesser, der er kommet til Danmark fra udlandet, og danske prinsesser der er blevet kronprinsesser i udlandet. Fælles for kronprinsesserne i udstillingen er, at de har været med til at præge deres tid både på det sociale og kulturelle område.

Kronprinsessens historie fortalt gennem portrætter og personlige genstande

Kronprinsesse Marys personlige historie og betydning for det danske kongehus og Rigsfællesskabet fortælles gennem billeder, portrætter og personlige genstande samt dragter båret ved forskellige opgaver, rejser og festligheder.

Gennem udstillingen får du et indblik i Kronprinsesse Marys engagement i egne protektioner og hendes store arbejde på den danske og internationale scene.