
Kunst, oprør og fængselsstraffe - Pussy Riot er kommet til Louisiana
I over ti år har de vakt international opmærksomhed med deres kunstperformances og punkæstetiske oprør. Oplev den russiske protestgruppe og kunstnerkollektiv, Pussy Riot, når Louisiana Museum udstiller billeder og film fra deres modstand mod Putins Rusland.
Pussy Riot er ankommet
Farverige huer er trukket ned over kvindeansigter. Kun øjne og mund stikker frem gennem de hjemmelavede huller. De råber på russisk og engelsk: Protestord og infamiteter - eller synger med silkestemmer om Putins snarlige død. Scenerne er en ortodoks kirke, toppen af et højhus og ørkenen i USA: Pussy Riot er ankommet.
Oplev det russiske kunstnerkollektiv, når Louisiana Museum udstiller deres aktivisme i den hidtil største udstilling på et museum nogensinde.
Se videoerne af kollektivets happenings, billederne fra deres anholdelser og oplevelser med autoritær, statslig vold.
Besøg Louisiana Museum of Modern Art i Humlebæk
Kunsten som et våben
Pussy Riot blev startet som et kunstnerkollektiv i 2011, blandt andet af Maria Alyokhina, Yekaterina Samutsevich og Nadezhda Tolokonnikova. Deres kunst var kendetegnet ved politiske happenings og rettet mod Vladimir Putins genvalg som præsident.
De tre kvinder blev senere genstand for verdensomspændende mediebevågenhed, da de i kølvandet på den putinkritiske kunstperformance “Punk Prayer” blev idømt to års fængsel.
Pussy Riots motto er “alle kan være Pussy Riot”, og gruppen har i dag skiftende, anonyme medlemmer, samt grupperinger i hele verden.
Find åbningstider og billetpriser på Louisiana Museum of Modern Art