skip_to_main_content

Konkurrence for hele familien | Find de skjulte bronzehjorte i Store Dyrehave

Find de skjulte bronzehjorte i UNESCO verdensarven Er du til hemmeligheder, opdagelser og historisk vingesus? Så kom med på hjortejagt i kongernes skove, Parforcejagtlandskabet i St. Dyrehave ved Hillerød lørdag den 16. oktober kl. 14. Startskuddet lyder den første lørdag i efterårsferien, men hjortene kan findes helt frem til den 16. december 2021.

Oplev UNESCO verdensarven på en ny måde

Lige udenfor Hillerød i St. Dyrehave har vi et kongeligt jagtlandskab i verdensklasse, og nu er der en særlig god grund til at tage en tur ud og besøge vores helt egen UNESCO verdensarv, som landskabet blev udnævnt til i 2015. Det betyder, at det er et internationalt anerkendt landskabsdesign, der symboliserer jagt, magt og pragt.

I efterårsferien bliver der nemlig skjult 8 bronzefigurer af kronhjorte i fuld størrelse imellem de 8 veje ved Kongestjernen i St. Dyrehave. Og du er inviteret med på jagt for at finde dem.

Deltag i hjortejagten i Store Dyrehave

Lanceringen af hjortejagten i kongernes skove finder sted lørdag d. 16. oktober kl. 14:00 ved Kongestenen i midten af Kongestjernen i Store Dyrehave. Når startskuddet lyder, er konkurrencen i gang om, hvem der først finder de 8 skjulte bronzehjorte.

Konkurrencer med flotte præmier – husk mobilen

På lanceringsdagen går konkurrencen ud på at finde alle hjortene og herefter løbe ind i midten til Kongestjernen med mobilfotos af alle de bronzehjorte, som er blevet fundet. Du skal dog ikke medbringe en hirschfænger, den lange dolk, som de enevældige konger brugte til at nedlægge hjorten med, men derimod huske at medbringe din mobiltelefon med kamera. Hjortene står i St. Dyrehave og kan ses frem til d. 16. december 2021.

#bronzehjorte & #parforce

Der er gode præmier på dagen til både 1. og 2. og 3. pladserne. Præmierne bliver desuden dubleret i en onlineversion, hvor der bliver trukket lod mellem alle, der har lagt billeder af hjortene op på Parforcejagtlandskabets Facebook eller Instagram med de to hashtags #bronzehjorte og #parforce inden d. 16. december 2021. 

Praktisk