
Humlebæk Mikromejeri
Humlebæk Mikro Mejeri er bygget på de stolte mejeritraditioner vi har i Danmark.
Historien om Humlebæk Mikro Mejeri, begyndte tilbage i 2010. Mejerist Brian Nørtoft, som i en årrække havde haft ostebutik på Strandvejen i Humlebæk, fik sværere og sværere ved at fremskaffe oste, som mejeristen sagde, smagte af ost.
Resultatet af de store sammenlægninger i fødevareindustrien, nu også i mejeriindustrien, var for en ostebutik for alvor et problem. For hvorfor sælge oste, der ikke smager af oste? Det er der mange andre der er bedre til.
Så hvis ostebutikken på Strandvejen fremover skal sælge oste, bliver vi nødt til selv at producere dem.
Der blev kimen til Humlebæk Mikro Mejeri lagt og i dag står der et flot Mikro Mejeri, på Kongevejen i Humlebæk, der, for det ikke skal være løgn, også ligner en ost.
Der er mulighed for at besøge, både Mikro Mejeriet og ostebutikken i Humlebæk, hvor I også kan smage på håndværksostene inden i beslutter Jer for at handle.
Ostebutikken har normale åbningstider og Mikro Mejeriet har udvidet åbningstider hen over sommeren.