skip_to_main_content
VisitNordsjælland

Fire mænd på en tallerken, tak – Oplev Mika Rottenbergs syrede videounivers på Louisiana

Oplev Mika Rottenbergs vilde og surrealistiske videoværker i udstillingen på Louisiana. Forbered dig på at se mænd på tallerkener, blinkende, farverige indretninger, og kvinder, der kan løfte benene over hovedet.

Videoværker og Storm P-lignende skulpturer på Louisiana

Træd ind i udstillingen ”Mika Rottenberg” på Louisiana Museum of Modern Art og lad dig overvælde af de store, surrealistiske videoværker. Du skal også selv deltage i udstillingen ved at prøve de fysiske og mekaniske skulpturer. De kan minde om noget, Storm P. har fundet på.

Besøg udstillingen Mika Rottenberg på Louisiana Museum of Modern Art

Vilde farver og mennesker på en tallerken

Mika Rottenbergs univers består hovedsageligt af videoværker og installation. Du vil opleve et surrealistisk univers, hvor farverne overtager og mennesker kommer i alle størrelser og kan opholde sig alle steder.

En hånd løfter et serveringslåg og kameraet ser ned på tallerkenen. Her ligger fire mænd i jakkesæt og vrider sig ovenpå et underlag af koriander. En kvinde stikker hovedet ind gennem et firkantet hul og ser på en eng af kunstige blomster. Kameraet zoomer ind på et ansigt, fyldt med tøjklemmer i rød, gul, grøn og blå.

Se åbningstider og billetpriser på Louisiana Museum of Modern Art

Et videoværk, der er lavet over Zoom

Ligesom resten af verden har kunstneren Mika Rottenberg været påvirket af den globale pandemi. Hendes nye, store videoværk er derfor delvist blevet til gennem samtaler over Zoom.

Se det helt nye værk, der har navnet REMOTE. Du bliver inviteret ind i teknologiens rum i et fremtidigt samfund, hvor mennesker er koblet til hinanden via teknologiske løsninger.

Besøg caféen på Louisiana Museum of Modern Art

Prøv selv det, du ser i filmene

Det kan måske lyde som en fjollet opfordring at prøve det, der sker i Mika Rottenbergs film. Men de finurlige og Storm P.-agtige skulpturer i udstillingen knytter sig til videoværkerne.

Du skal selv i gang med at hive i håndtag og træde på pedaler. Det er skørt og absurd, men er dybt forbundet til menneskene og oplevelserne i værkerne. Du ved, hvordan, når du har oplevet udstillingen.

Besøg Louisiana Museum of Modern Art

Videokunstneren Mika Rottenberg

Mika Rottenberg er samtidskunstner og beskæftiger sig hovedsageligt med videokunst. Hun er argentinsk-israelsk, født i 1976 og bor i New York.

Hun har vundet flere priser og er en internationalt anerkendt kunstner med udstillinger i store dele af verden.